En del af livet

Begravelseshjælp

Når man dør har ens pårørende i de fleste tilfælde også ret til begravelseshjælp, som udbetales af afdødes bopælskommune. Der skal sendes en ansøgning til kommunen. En blanket til brug for ansøgning om begravelseshjælp fås hos bedemanden eller via kommunen. Det er oftest bedemanden der tager sig af ansøgningen om begravelseshjælpen for de pårørende.

 

Hvad er begravelseshjælp?

Begravelseshjælp er et offentligt tilskud, som udbetales til hjælp for betalingen af omkostninger i forbindelse med begravelsen.

 

Man skelner mellem to former for begravelseshjælp:

  1. Begravelseshjælp, der udbetales uafhængigt af afdødes og eventuel ægtefælles formue.

  2. Begravelseshjælp, der udbetales beregnet på afdødes og eventuel ægtefælles formue.

 

1. Begravelseshjælp, der udbetales uafhængigt af formuen

Begravelseshjælpen efter børn under 18 år udgør 7.950 kr. pr. 1. januar 2010.

Begravelseshjælp efter personer, der er født før 1. april 1957, udgør mindst 1.050 kr.

 

2. Begravelseshjælp, der udbetales beregnet på afdødes og eventuel ægtefælles formue

Begravelseshjælpen efter personer over 18 år kan maksimalt udgøre 9.450 kr. pr. 1. januar 2010. Dette beløb nedsættes med det beløb, formuen overstiger visse grænser:
 

Hvis afdøde efterlader ægtefælle (eller registreret partner) eller børn under 18 år, er formuegrænsen pr. 1. januar 2010: 31.650 kr.
 

Der udbetales ingen begravelseshjælp, hvis formuen overstiger: 41.100 kr. (bortset fra de 1.050 kr., der altid udbetales efter personer, der er født før 1. april 1957).

 

Hvis afdøde hverken efterlader ægtefælle (eller registreret partner) eller børn under 18 år, er formuegrænsen pr. 1. januar 2010: 15.850 kr.
 

Der udbetales ingen begravelseshjælp, hvis formuen overstiger 25.300 kr. (bortset fra de 1.050 kr., der altid udbetales efter personer, der er født før 1. april 1957).

 

Formueberegning

Begravelseshjælpens størrelse beregnes efter formuen på dødsdagen. De oplysninger om afdødes formue, kommunen skal bruge for at beregne hjælpen, svarer til de oplysninger, der skal skaffes til skifteretten.

Formuen omfatter også formuerettigheder som engangsudbetalinger, der udbetales til boet eller den efterlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet fra f.eks. ATP, forsikringer og pensionsordninger. Engangsudbetalinger indgår i beregningen efter fradrag af eventuel skat.

 

Når afdøde efterlader ægtefælle eller registreret partner, er det ægtefællernes samlede formue og formuerettigheder, inklusiv særeje, der lægges til grund.

 

En eventuel efterlevelseshjælp i medfør af lov om aktiv socialpolitik og løbende pensionsudbetalinger til den efterlevende ægtefælle indgår ikke i formueberegningen.

 

Udgifter i forbindelse med begravelsen indgår ikke i beregningen. 

 

Udbetaling af begravelseshjælpen

Normalt udbetales begravelseshjælp 1 måned efter, at kommunen har modtaget ansøgningen med dokumenter fra skifteretten* og evt. anden nødvendig dokumentation for afdødes (og den efterlevende ægtefælles) formue og formuerettigheder.

 

Udbetaling før boet er afsluttet

 

Begravelseshjælpen kan udbetales, før skifterettens dokumenter foreligger hvis:


  • Begravelseshjælpen skal udbetales efter et barn under 18 år, eller
  • Der kun søges om det faste minimumsbeløb efter personer, der er født før 1. april 1957.

I undtagelsestilfælde kan kommunen efter et konkret skøn beslutte, at begravelseshjælpen udbetales som et acontobeløb, der kan efterreguleres, når boet er endeligt opgjort.

 

Du skal søge særskilt, hvis du ønsker acontoudbetaling.

Ved afgørelsen af, om der kan udbetales et acontobeløb, kan kommunen tage
udgangspunkt i skattevæsenets formueoplysninger for afdøde og den efterlevende
ægtefælle og i de oplysninger, du giver om afdødes og den efterlevendes formue og
formuerettigheder. Du skal derfor oplyse hvilke aktiver, passiver og formuerettigheder, boet og den efterlevende ægtefælle havde på dødstidspunktet.

I tilfælde af, at begravelseshjælpen udbetales som et acontobeløb, kan kommunen
kræve, at du skriver under på, at de oplysninger, du har givet, er rigtige, at du er
indforstået med, at der kan finde efterregulering sted, at du vil oplyse kommunen om
resultatet af boets afslutning, og at du vil tilbagebetale (en del af) acontobeløbet, hvis
det ved boets afslutning viser sig, at der er udbetalt for meget i begravelseshjælp.

*De dokumenter, der kan være tale om er: Skifteretsattest, åbningsstatus og
boopgørelse. Derudover skal du oplyse om afdødes gæld, den efterlevendes særeje
samt engangsudbetalinger til ægtefællen i anledning af dødsfaldet, hvis disse
oplysninger ikke fremgår af skifterettens dokumenter.

 

 Flere oplysninger

 Du kan få mere information om begravelseshjælp hos Begravelse Danmark eller din kommune.


Vidste du...


At man kan få op til 9.450 kr. i begravelseshjælp alt afhængigt af afdødes formue?


Find bedemand

 

Søg efter din lokale bedemand her

Begravelse Danmark • Sekretariat • Nikolaj Plads 27 • 1067 København K • Tlf. 33 13 75 40