Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse. Læs mere om cookies her: Cookie politik

Nej tak til cookies. Vi bruger én cookie for at huske dit valg.

Begravelse Danmark

Danskerne undervurderer prisen på døden

En ganske almindelig begravelse koster i gennemsnit mellem 20.000 og 25.000 kr. For de penge får man både kiste og urne, man bliver kremeret, får et urnegravsted i 10 år, en lille sten, dødsannonce i avisen, blomster på kisten og en bedemand til at ordne hele begravelsen.

En ny undersøgelse fra Begravelse Danmark og Liv&Død, fortaget af Megafon, viser, at to tredjedele af danskerne tror, det er billigere. Mogens Balling, adm. direktør i landets største bedemandsforretning Begravelse Danmark, slår på tromme for større åbenhed om priser.

– Når man som bedemand er til middagsselskab har folk altid en holdning til, at begravelser er for dyre. Men realiteten er, at de fleste danskere har meget lidt begreb om, hvad en begravelse indeholder, og hvad det koster at dø og være død, siger Mogens Balling.

Undersøgelsen viser, at knap halvdelen af danskerne ikke kan nævne en eneste opgave, som bedemanden varetager.

– Så længe bedemandens arbejde og andre udgifter er en velbevaret hemmelighed, er det klart, at folk har skæve forventninger til prisen. Kun de færreste ved, at det eksempelvis typisk er bedemanden, der lægger afdøde i kisten. Og mange tror, bedemanden koster det hele. Det viser, at vi har en stor kommunikationsopgave foran os med at fortælle, både hvad en begravelse indeholder, hvad de forskellige ting koster, og hvordan man kan skrue op og ned for prisen. Man kan jo sagtens få en billigere begravelse, siger Mogens Balling.

Indhent flere tilbud

Hos Begravelse Danmark oplyser man, at omkring halvdelen af beløbet går til bedemandens ydelser. Heri ligger også kiste og urne. Resten af beløbet går til det offentlige i form af kirkegårdsydelser eller andre omkostninger som blomster, dødsannonce og stenhugger.

– Bedemanden fungerer både som bindeled mellem de forskellige udgifter og som rådgiver og arrangør, der hjælper med alt det praktiske. Derfor er det os, der laver prisoverslag og møder folk, når regningen skal betales. Valg af bedemand handler både om tillid og den rigtige pris, og jeg kan kun opfordre til, at man – før man dør – tager stilling til sin begravelse og indhenter flere tilbud. Når først en nær pårørende er død, kan det på de fleste virke helt forkert at tale om pris, siger Mogens Balling.

Undersøgelsen viser da også, at der er langt fra hensigt til handling. Omkring halvdelen af danskerne mener, de vil indhente tilbud fra flere bedemænd, men i realiteten er det mindre end hver tiende, der gør det. Ifølge professor i død Michael Hviid Jacobsen ved Aalborg Universitet bunder det i, at danskerne har svært ved at blande økonomi med det at miste.

– Kan man tillade sig at være økonomisk over for den kære, man har mistet, og kan man sætte pris på livets afslutning? For mange virker det kynisk, eller også kan man ganske enkelt ikke midt i sorgen overskue at snakke med mere end en bedemand. Der er god grund til at tro, at større opmærksomhed og åbenhed omkring priser, kan gøre det nemmere at undgå ubehagelige bekymringer midt i sorgen og sætte flere i stand til at udtrykke deres ønsker, før de dør, siger Michael Hviid Jacobsen, professor i død ved Aalborg Universitet og i bestyrelsen for Landsforeningen Liv&Død.

Yderligere information:

Mogens Balling,
Direktør i Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv & Død,
Mobil: 20 22 64 15
Mail: mba@begravelsedanmark.dk