Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse. Læs mere om cookies her: Cookie politik

Nej tak til cookies. Vi bruger én cookie for at huske dit valg.

Begravelse Danmark

Køb begravelsen på nettet og spar penge

Kiste, blomster, dødsannonce, pynt, opredning i kiste, afhentning, anmeldelse af dødsfald… listen er lang over opgaver og valg, når ens pårørende dør, og begravelsen skal arrangeres. Og rigtig mange overraskes over, hvor dyr en begravelse er. Med en ny hjemmeside – begravelser.dk – kan man nu klikke sig igennem planlægning og køb af en begravelse, og det vurderes, at danskerne kan spare op til 35 pct. af prisen på bedemandens ydelser.

Det er den landsdækkende begravelsesforretning Begravelse Danmark, som står bag den nye hjemmeside. Deres overskud går til Landsforeningen Liv & Død, som arbejder for at ophæve tabuet omkring døden. Her ser man nettet som en mulighed for at imødekomme behovet for større gennemsigtighed i priser.

– Sidste år fik vi gennemført en undersøgelse, der viste, at knap syv ud af ti danskere undervurderer prisen på en begravelse, seks ud af ti vil ikke betale det, det koster, og mere end 40 pct. kan ikke nævne et eneste eksempel på en opgave, bedemanden udfører – med andre ord, der er et meget stort behov for større gennemsigtighed, også i forhold til muligheden for selv at påvirke prisen, siger Mogens Balling, direktør i Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv & Død.

Mange tror, at bedemanden per definition skal arrangere hele begravelsen. En bedemand udfører i dag en lang række administrative opgaver, herunder også udlæg til betaling af regninger for bl.a. kirkegård og kremering. Denne traditionelle service gør det helt klart lettere for de efterladte, men hvis man ønsker at spare penge, er der mange ting, man sagtens selv klare, hvis man har mod på det, f.eks. dødsanmeldelse, aftaler med præst, kirkegård og kapel, bestilling af kiste, gravsten og koordineringen af de forskellige opgaver.

– Med hjemmesiden håber vi, at vi gør det lettere for folk at overskue ydelser og priser forbundet med en begravelse samtidig med, at vi giver folk en reel mulighed for at spare det administrative arbejde, som bedemanden normalt udfører, siger Mogens Balling.

Lokalt funderet

Umiddelbart kan det måske lyde lidt usikkert at jonglere med tante Odas sidste rejse i et online univers, men det er lokalt ansatte bedemænd med mange års erfaring, som udfører opgaverne. Begravelse Danmark har mere end 50 forretninger, som er lokalt forankret rundt om i landet, og det vil være dem, der udfører det bestilte arbejde. Med online-muligheden bliver det også mere synligt, hvilke muligheder man har for at gøre sin begravelse mere personlig.

– Vores erfaring er, at folk i stigende grad gør sig tanker om, hvordan de ønsker deres begravelse, bl.a. ser vi en stigning i antallet af folk, som udfylder dokumentet Min Sidste Vilje. På den her måde gør vi det nemmere for folk at få øje på de muligheder, de har, siger Mogens Balling.

Se mere på www.begravelser.dk

Yderligere information:

Mogens Balling,
Direktør i Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv & Død,
Mobil: 20 22 64 15
Mail: mba@begravelsedanmark.dk

Undersøgelsen, der refereres til i pressemeddelelsen er gennemført af Megafon som en internetundersøgelse, hvor i alt 1538 personer over 18 år har svaret på spørgsmål om deres tanker og personlige overvejelser om begravelser.

FAKTA

begravelser.dk kan du:

  • Selv udfylde dødsanmeldelsen
  • Bestille alt fra kiste, urne, gravsten og blomster til rustvogn, tøj og dødsannonce
  • Se en udførlig prisliste
  • Se, hvad der er påkrævet og valgfrit i forbindelse med en begravelse/bisættelse

Ved at bestille over nettet, kan du spare 25-35 pct. af prisen på bedemandens ydelser, fordi du selv varetager alt det administrative arbejde og betaler med dankort/kreditkort.
Ved en ”almindelig” begravelse koster bedemandens ydelser typisk mellem 12.000 og 15.000 kr. Ved at bestille på begravelser.dk kan beløbet reduceres med 3.500 til 4.500 kr.
Begravelser.dk samarbejder med Interflora og Danske Stenhuggerier.
Til at løse opgaverne lokalt anvender Begravelser.dk det landsdækkende netværk af lokale bedemænd ansat i Begravelse Danmark.
Det er altid muligt at skifte til en ”traditionel” begravelsesforretning hos Begravelse Danmark undervejs.

Begravelser.dk er ejet af Begravelse Danmark. Overskuddet går til Landsforeningen Liv&Død, der blev stiftet i 1881 som Dansk Ligbrændingsforening. Foreningen lever af overskuddet fra Begravelse Danmark, som er landets eneste begravelseskæde med 50 butikker fordelt i hele Danmark. Landsforeningen Liv&Død arbejder i dag for at sikre alle mennesker en værdig afslutning på livet og nedbryde tabuet omkring døden.