Begravelse Danmark

Lisa mistede sin bedste veninde i en trafikulykke: ”Det er ikke mig, der er død. Jeg må leve videre”

Hvordan genfinder man glæden ved livet, når man som helt ung bliver konfronteret med døden? Den udfordring stod 22-årige Lisa Beck med, da hun for to år siden mistede sin bedste veninde i en trafikulykke. For Lisa blev det ønsket om at gøre sin veninde stolt samt et stærkt, men simpelt råd fra en chef, der hjalp hende videre efter tragedien.

Af Michala Rosendahl

”Jeg er nødt til at minde mig selv om, at det ikke er mig, der er død. Jeg må leve videre.”

De stærke ord kommer fra den kun 22-årige Lisa Beck, der bor i Holbæk. For to år siden oplevede hun, hvordan verden og hverdagen kan forandre sig fuldstændigt fra det ene øjeblik til det andet. I januar 2016 mistede hun nemlig sin bedste veninde, Ronja, der kørte galt og døde i en trafikulykke.

Lisa har siden dengang forsøgt at bearbejde sin sorg, og i dag lever hun et almindeligt ungdomsliv med fester, venner, kæreste og arbejde. Men det har været en hård kamp at nå dertil, for Ronja havde en helt særlig plads hos Lisa.

”Hun var min allerbedste veninde. I mange år var det bare hende og mig, og jeg troede jo, at det skulle være sådan altid,” siger hun.

På højre arm har Lisa tatoveret ordene ’For evigt’. Tatoveringen fik hun lavet sammen med Ronja et års tid inden ulykken. Ronja fik lavet en magen til.

”For evigt. Det sagde vi altid. Ronja og jeg skulle være venner for evigt,” siger Lisa.

Men sådan gik det ikke.

Uadskillelige veninder

Lisa og Ronja mødte hinanden som 9-10-årige, da Lisas mor var dagplejemor for Ronjas lillesøster. De to piger begyndte at lege sammen, og da de først havde lært hinanden at kende, var de ikke til at skille ad igen.

De voksede op sammen, blev nærmest en del af hinandens familier, var med til familiesammenkomster og med på familieferier. I en periode boede Ronja endda hos Lisa. Det kunne hun lige så godt, fortæller Lisa, for de var alligevel altid sammen.

Fredag den 8. januar 2016 var det også meningen, at Lisa og Ronja skulle ses. De havde aftalt, at de skulle have lidt ’Ronja og Lisa-tid’, inden Ronja skulle på studietur med sin gymnasieklasse.

Men da Lisa skrev en sms til Ronja for at følge op på deres aftale, fik hun intet svar. Hun husker, at det undrede hende, men Ronja havde jo nok bare travlt, sagde hun til sig selv og gik i gang medh at lave aftensmad i sine forældres køkken.

Det var der – i forældrenes køkken i Grevinge – at Lisa stod, da hendes far pludselig fik et telefonopkald. Lisa fornemmede, at det var noget alvorligt. Hun lagde mærke til, hvordan hendes fars ansigtsudtryk med ét forandrede sig, og hvordan hendes forældre lukkede dørene ud til køkkenet og talte oprevet sammen på den anden side.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Åh nej, skal de nu skilles?’ For jeg syntes, de opførte sig mærkeligt,” siger Lisa og tilføjer:

”Jeg havde jo aldrig nogensinde kunnet forestille mig, hvad det egentlig handlede om.”

 

Som at være med i en film
Kort efter telefonopkaldet hev Lisas mor hende ud på badeværelset og fik hende til at sætte sig ned på gulvet. Så begyndte moderen at fortælle. Ronja var kørt galt. Hun var kørt direkte ind i et træ, husker Lisa, at hun fik at vide. Lisa begyndte at græde, allerede inden moderen var færdig med at fortælle, og hun husker, at tårerne løb ned ad kinderne, da hun fik beskeden: Ronja er død.

”’Nej!’ Det var det første, jeg sagde. ’Nej, nej, nej!’ Jeg skreg og græd. Det var så uvirkeligt. Jeg tænkte bare: ’Ronja, det kan du ikke gøre, det her. Vi skulle jo ses i dag,’” fortæller Lisa.

Senere samme aften kørte hendes far hende ud til Holbæk Sygehus, hvor Ronja lå. Lisa mindes, hvordan hun hyperventilerede i bilen og måtte hænge med hovedet ud ad vinduet for at få luft. På hospitalet mødte hun Ronjas mor, Tanja.

”Vi gav hinanden et kæmpe kram. Det var forfærdeligt at se Ronjas mor så ulykkelig, men det var virkelig dejligt at få et kram af hende, for der var så meget Ronja i det kram,” siger hun.

Sammen med sin far og Ronjas mor gik Lisa ind på hospitalsstuen for at se Ronja.

”Jeg følte, at jeg var med i en film. Det var totalt uvirkeligt, og jeg stod bare og kiggede på hende og tænkte: ’Hvornår rejser hun sig igen? Hvornår begynder hun at grine? Hvornår fortæller hun os, at det hele er en joke?’”

Men Ronja rejste sig ikke. Hun var død. Og selv om det var ubeskrivelig hårdt for Lisa at se sin bedste veninde ligge livløs på hospitalet, er hun glad for, at hun gjorde det.

”Ronja var meget, meget smuk, som hun lå der. Hun havde bandage over halvdelen af ansigtet, men man kunnet intet se på kroppen. Ingen blå mærker, ingen brækkede knogler. Det var enormt ubehageligt at se hende, men det så slet ikke så slemt ud, som jeg havde forestillet mig, og det var rart at se, at hun så så fredfyldt ud.”

”Sov sødt, bedste veninde”
Nyheden om den unge pige, der var kørt galt i Odsherred, spredte sig hurtigt – både blandt nyhedsmedier og på de sociale medier. Og som Ronjas bedste veninde fik Lisa mange opkald fra bekymrede veninder, der ikke kunne få fat på Ronja og ville vide, om det var hende, der var kørt galt.

”Jeg slukkede bare min telefon. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, og jeg kunne ikke overskue at svare på deres spørgsmål,” siger hun.

Lisa og Ronja havde været så tætte, at de havde kunnet tale om alt – også døden – selv om de aldrig havde forestillet sig, at den ville komme så tidligt. For Lisa betød det, at hun ikke var et øjeblik i tvivl om, hvad der skulle ske med Ronja.

”Hun skulle brændes. Det vidste jeg. Ronja havde altid sagt, at hun gerne ville brændes, for hun ville ikke have, at der var nogen dyr, der skulle spise af hendes krop. Hendes mor vidste også godt, at det var det, Ronja ville, og det var egentlig rigtig rart, at Ronja havde fortalt os det. Ellers ville vi nok have været bange for, om vi gjorde noget forkert,” siger Lisa.

Hun mindes bisættelsen som en smuk ceremoni, hvor mere end hundrede personer var mødt op for at tage afsked med Ronja. Både Ronjas mor og hendes kæreste holdt tale, og Lisa fik som den første lov at skrive på Ronjas kiste.

”Sov sødt, verdens bedste veninde. Vi ses igen – Lisa Beck,” skrev hun.

Hvad ville Ronja gøre?
De første uger efter Ronjas død brugte Lisa meget tid sammen med sin familie. Desuden fik hun – allerede den dag, Ronja døde – besøg af en nær kammerat, som også havde været gode venner med Ronja. Kammeraten endte med at bo hos hende i en måneds tid, og Lisa er overbevist om, at både han og hendes familie var altafgørende for, at hun klarede sig forholdsvis godt igennem den svære tid.

”I begyndelsen tænkte jeg, at jeg aldrig ville blive et menneske igen. Jeg var så ulykkelig. Men jeg talte rigtig meget med min mor og min kammerat, og sammen prøvede vi at finde ud af, hvordan vi kunne gøre det lettere for os selv,” fortæller Lisa, der fandt frem til en vigtig sætning, som har hjulpet hende siden.

”’Hvad ville Ronja gøre?’ Det spørgsmål begyndte jeg at stille mig selv, hver gang jeg syntes, at det hele var svært og uoverskueligt. Ronja var en rigtig glad pige, og i de fleste situationer ville hun nok bare have smilet og tænkt: ’Nå, jamen, livet går jo videre.’ Så jeg prøvede at gøre det samme, selv om det var virkelig svært,” siger Lisa og tilføjer:

”Jeg ved, at Ronja ville have ønsket, at jeg var glad, så selvfølgelig skal jeg være glad.”

Nødt til at leve videre
Det var med den indstilling i hovedet, at Lisa allerede tre dage efter Ronjas død vendte tilbage til sin elevplads i en skobutik. Hun var nødt til at holde sig selv i gang, syntes hun, og hun oplevede, at det var rart at vende tilbage til arbejdet.

”Min chef og mine kunder vidste godt, hvad der var sket, og de var rigtig søde ved mig. I starten sad jeg i baglokalet 80 procent af tiden, fordi jeg var så ked af det, men det var dejligt at komme ud. Og jeg ved, at det ville Ronja også have gjort,” siger Lisa.

Hun er taknemmelig over, at hendes chef tacklede situationen så godt, og faktisk fik hun et råd af chefen, som gjorde så stort indtryk på hende, at hun stadig forsøger at holde fast i det.

”’Lisa, det var ikke dig, der døde. Du er levende, og du skal have et lykkeligt liv.’ Det kan jeg huske, at min daværende chef sagde til mig. Det var ret voldsomt at høre, men det giver jo god mening. Jeg er nødt til at leve mit liv,” siger hun.

Vigtigt at tale om
For at holde fast i livet begyndte Lisa ret hurtigt at tage i byen i weekenderne. Byture og fester var nemlig noget, der havde fyldt meget for hende og Ronja, og selv om hun ikke følte sig særlig oplagt, tænkte hun, at det var en god idé at komme lidt ud.

”Hvis man bare ligger og er ked af det i sin egen lille boble, bliver man skør i hovedet. Jeg var nødt til at forsøge at tænke på noget andet. Så jeg tog i byen. Det var rigtig hårdt i starten, men jeg vidste, at Ronja ikke ville have ønsket, at jeg bare lå og græd på sofaen derhjemme,” siger Lisa.

I byen oplevede hun ofte, at nogle af hendes eller Ronjas venner og bekendte gerne ville tale med hende om Ronjas død. For det meste sagde hun dog, at hun ikke havde lyst til at snakke, men at de kunne skrive en besked til hende dagen efter.

”For mig har det været vigtigt kun at tale om det, når jeg har følt mig klar og har haft lyst. Og det havde jeg ikke i byen,” siger Lisa og tilføjer:

”Jeg tror, at det kan ødelægge dig, hvis du føler dig tvunget til at snakke om noget, du ikke har lyst til. Så det er vigtigt, at man tør sige fra.”

Generelt har Lisa dog gerne villet tale om Ronja. Hun syntes, at det hjalp at få sat ord på, og hun har både skrevet lange beskeder til Ronja på Facebook, lavet en mindevideo og talt med sine venner, veninder og familie.

”Jeg er så taknemmelig over min familie og mine venner. Det er selvfølgelig svært for folk, som ikke har mistet, at forholde sig til det, jeg har været igennem, og jeg har flere veninder, der har sagt: ’Lisa, jeg er virkelig ked af det, men jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan du har det, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.’ Men det er helt forståeligt, og de behøver ikke sige noget. De skal bare være der, lytte og give et kram. Og det har de været rigtig gode til.”

Lever for to
I dag er det to år siden, at Lisa mistede sin bedste veninde. Det gør stadig ondt at tale om, og der går ikke én dag, uden at hun tænker på Ronja, fortæller hun, så for nylig er hun begyndt hos en psykolog for at tale med en professionel om sin sorg.

For Lisa har Ronjas død betydet, at hun er blevet mere bevidst om livets skrøbelighed. Det er både godt og skidt, mener hun. Lige efter ulykken turde hun ikke køre bil, fordi hun var bange for at køre galt. Det har hun lært nu, men hun er stadig bange for at dø. For hun vil ikke såre sine nærmeste og gøre dem lige så kede af det, som hun blev, da Ronja døde.

Men Ronjas død har også ført noget positivt med sig, synes Lisa. Hun er bl.a. blevet bedre til at værdsætte livet og de mennesker, hun har omkring sig. Hvor hun førhen festede meget og søgte ’den vilde ungdom’, som hun udtrykker det, vil hun nu hellere bruge tid sammen med de mennesker, der virkelig betyder noget for hende.

”Det er vigtigt, at man husker at sætte pris på de mennesker, man har i denne her verden, i stedet for hele tiden at være ked af det og tænke på den, man har mistet. Ellers går livet i stå,” siger hun.

Men sommetider er det svært. Det indrømmer hun. Det er især, når hun har det dårligt, eller når der sker noget stort i hendes liv – som da hun blev færdigudlært fra skobutikken i efteråret – at hun mærker, hvor meget hun mangler Ronja. I de situationer går hun ned i kælderen, for der hænger et stort fotografi af Ronja.

”Jeg taler tit med Ronja i kælderen. Jeg deler mine tanker med hende, når jeg er glad og ked af det – ligesom jeg ville gøre, hvis hun stadig var her,” siger Lisa, der også har fortalt Ronja meget om sin kæreste, som hun fandt sammen med i sommeren 2017.

”Noget af det sværeste er nok, at min kæreste aldrig har mødt Ronja – og omvendt. Så jeg har fortalt dem meget om hinanden, og jeg har vist min kæreste mange videoer og billeder af Ronja, så han på en eller anden måde har lært hende lidt at kende alligevel,” siger hun.

For Lisa er det vigtigt at leve videre, men det er også vigtigt at holde fast i mindet om hendes bedste veninde. Hun har tatoveringen på armen, fotografiet i kælderen, de mange videoer af Ronja på telefonen og et par af Ronjas ting på værelset. Og så har hun Ronja i sin bevidsthed – næsten hele tiden.

”Jeg vil så gerne gøre Ronja stolt og glad. Og jeg har besluttet mig for, at nu skal jeg ikke kun leve mit eget liv – jeg skal også leve hendes. Ronja var fx meget spontan, hvor jeg var lidt mere stille. Men nu prøver jeg på at være stærk og modig, og jeg prøver at kaste mig ud i livet og tage nogle chancer,” siger Lisa.

”For det ville Ronja have gjort.”

Læs mere