Psykolog:
“Sådan hjælper du bedst en person i sorg”

Af Kasper Hornbeck

En undersøgelse fra Det Nationale Sorgcenter viser, at to ud af tre efterladte føler sig svigtet af omverdenen. Men hvad siger man, og hvad gør man, når man sidder over for et menneske i dyb sorg? Det har vi spurgt psykolog og sorgforsker Maja O’Connor om.

Det kan være ret svært at finde ud af, hvad man skal sige eller gøre, når kollegaen, vennen eller familiemedlemmet har mistet en, der stod dem meget nært. Hurtig kommer det til at virke banalt, og sårer det mere end det gavner, tænker man måske, hvorfor man til slut ender med ikke at sige eller gøre noget.

Det er billede på den situation, som en undersøgelse fra Det Nationale Sorgcenter synes at tegne. Her fortalte to ud af tre efterladte, at de efter begravelsen følte sig svigtet af omverdenen. Ingen ringede, ingen spurgte ind.

Så skyldes det, at vi er ufølsomme og kun tænker på os selv? Nej. Tværtimod handler det i mange tilfælde om, at vi er bange for at gøre den efterladte endnu mere ked af det. Det siger Maja O’Connor, psykolog, ph.d. og sorgforsker.

”Men i virkeligheden er der i sådan en situation (hvor en efterladt lige har mistet, red.) ikke noget, som kan gøre vedkommende mere eller mindre ked af det. Så det er jo en myte, som vi godt kan få aflivet. Man bliver som sørgende ikke ked af, at der bliver spurgt ind til èn. Tværtimod. Den ægte interesse bliver vedkommende som regel kun glad for, selvom han eller hun måske ikke lige viser det i situationen.”

Maja O’Connor mener samtidig, at berøringsangsten kan kædes sammen med, at vi mangler ritualer og viden om, hvordan vi viser den efterladte, at vi føler med dem i den svære tid.

”Vi er som mennesker så forskellige – både når det kommer til tro, normer og traditioner. Derfor gælder det for os, der står lidt mere uden for sorgen, om at være mere opsøgende. Altså spørge den sørgende, hvad de egentlig har brug,” siger hun og fortsætter; ”Og det kan godt være lidt grænseoverskridende, men det er min anbefaling, at man altid går over og viser flaget, når nogen har mistet. Det behøver ikke at være meget mere end bare at kondolere og spørge ind til, hvordan vedkommende har det. Men bare det kan betyde ret meget for vedkommende,” fortæller hun.

”Alt afhængig af din relation til den efterladte kan man gå skridtet videre og spørge ind til, hvad deres planer er. Skal vedkommende f.eks. til bingo, så kan man foreslå, at man følges derhen. For det er en anden ting, der er vigtig at huske på; Man bliver nødt til at være proaktiv og konkret, når folk er i sorg. Som sørgende er man for lammet til at tage stilling, når folk f.eks. siger, at man bare skal ringe, hvis man mangler noget. Nej, der har man altså brug for, at det er venner og familie, der kommer med konkrete forslag og tilbud,” forklarer Maja O’Connor. Det vigtigste er dog, påpeger hun, at vi får vist den sørgende, at vi anerkender, at tiden er et svært sted for dem at stå, men at vi godt tør stå der sammen med dem – fysisk såvel som psykisk.

”Nu kommer jeg jo selv fra Vestjylland, og der kan man stå ved siden af hinanden, og så siger den ene; ”jooow…”. Og så siger den anden; ”… Ja deeet”. Og så har man vist sit nærvær på den måde. Der er altså heller ikke en bestemt opskrift på de ting, man skal sige for at vise nærvær. Man skal bare sige det, der falder en mest naturlig.”

Undgå de bagatelliserende floskler

Så langt, så godt. Men det kan være svært at finde på noget naturligt at sige i den unaturlige situation, som det kan være, når man sidder over for et menneske i dyb sorg. Frygten for at sige noget, der sårer mere end det gavner, afholder mange fra at blive i samtalen om sorgen og om den afdøde. Der er ifølge Maja O’Connor da også ting, som vi bør undgå at sige, når vi snakker med en efterladt.

”Det er flosklerne. Så noget som ’Det var da godt, at I fik så langt et liv sammen’. Eller; ’I det mindste gik sygdomsforløbet stærkt og smertefrit til sidst’. Jo, det kan sagtens være, at det gjorde det, men det er ting, som vi skal lade den sørgende definere og selv give udtryk for,” fortæller Maja O’Connor.

”For det som mange efterladte hører, når de her ting bliver sagt, det er, at de ikke har ret til at sørge eller være kede af det. Derfor er det altid bedre at vende den om og så stille spørgsmålet; ’Hvordan tænker du om alle de år, I fik?’ eller ’Hvad synes du om det sidste sygdomsforløb?’.

Så hellere luge ud i haven

Når vi bruger flosklerne, er det aldrig i ond mening. Selvfølgelig. Det ligger ofte i forlængelse af, at vi hurtigst muligt gerne vil hjælpe dem ud af sorgen. Derfor har mange også en tilgang, der er meget løsningsorienterede, når de står over for et menneske, der er i sorg. Nu skal han eller hun også lidt i gang igen, nu skal vi have dem ud og få noget frisk luft, møde verden og menneskerne igen. Og selvom det altid er gjort med de bedste intentioner, er det ifølge psykologen ofte en misforstået tilgang til folk, der er i sorg.

”Vi kan jo ikke lide, at folk er kede af det. Så vi vil gerne have det fikset, så de kommer tilbage til normal hurtigst muligt. Det ligger til vores natur som mennesker” forklarer Maja O’Connor. Men igen pointerer hun, ligesom med flosklerne, at selvom man måske har helt ret i sin gode intentioner, så er det den sørgende, der selv skal komme frem til den realisation.

”Hvis man gerne vil have, at der kommer lidt handling på, så gør det ved at hjælpe med de praktiske gøremål. Tag forbi og hjælp med luge ud i haven eller hjælp dem med at få handlet ind,” slutter Maja O’Connor.

Danmarks Radio har haft et stort tema om sorg. ”Sammen om sorgen” hed det. Her kan du finde både radio- og TV programmer om sorgens væsen.

Dem kan du høre og se her.

Blåbog

Maja O’Connor er psykolog og lektor på Psykologisk Institut i Århus. Hun er leder af en enhed for naturlig og kompliceret sorg, der bidrager til og fremmer forskningen omkring sorgreaktioner hos unge, voksne og ældre.

 FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112