Bedemand hos Begravelse Danmark

At være bedemand hos Begravelse Danmark er en meningsfuld og menneskenær opgave. Du er den, der hjælper de pårørende med at skabe en smuk og værdig afsked, uanset om det er en traditionel begravelse, en bisættelse eller der ikke ønskes en ceremoni.

Som bedemand er du både den praktiske støtte og det menneskelige nærvær i en svær tid. Du guider familien igennem hele forløbet med omsorg, respekt og overblik – og sørger for, at alt omkring afskeden foregår, som det skal.

Hos Begravelse Danmark arbejder vi med stor indlevelse og høj faglighed. Vi lægger vægt på, at hver afsked bliver personlig og afspejler både afdødes og de pårørendes ønsker. Derfor er vores bedemænd ikke kun dygtige fagpersoner – de er også lyttende, nærværende og respektfulde medmennesker.

Hvad laver en bedemand?

En bedemand er den professionelle, der står ved familiens side, når et menneske er gået bort. Opgaverne spænder vidt – fra administrative gøremål til planlægning og gennemførelse af selve afskeden – men i centrum står altid hensynet til de pårørende og deres ønsker.

 

Fra bydemand til bedemand

Ordet bedemand stammer oprindeligt fra betegnelsen bydemand. Før telefoner og postvæsen gik bydemanden rundt i lokalsamfundet for at “byde ind” til livets store begivenheder – dåb, bryllupper og begravelser. I takt med, at opgaverne voksede, blev bydemanden til bedemanden, og jobbet blev et lønnet hverv.

Historisk set har bedemanden haft mange funktioner: Transport af afdøde, fremstilling eller levering af kiste, og samarbejde med præsten om ceremonien. I løbet af det 20. århundrede blev rollen mere formaliseret, og bedemanden begyndte også at tage sig af dødsanmeldelser, myndighedskontakt, kistepynt og kørsel i specialbyggede rustvogne.

Bedemandens opgaver i dag

I dag er bedemandens arbejde mere omfattende og specialiseret end nogensinde. Hos Begravelse Danmark tilbyder vi støtte og hjælp gennem hele forløbet – fra det første opkald til de sidste detaljer er på plads.

En bedemands opgaver inkluderer:

  • Støtte og rådgivning til de pårørende med udgangspunkt i deres behov og ønsker
  • Planlægning af højtideligheden i samarbejde med blandt andet kirke, kapel og krematorium
  • Koordinering med leverandører som blomsterbinder, stenhugger og trykkeri
  • Afvikling af ceremonien og sikring af en værdig afsked
  • Behandling af dokumenter som dødsattest, dødsanmeldelse og kontakt til Skifteretten
  • Hjælp til ansøgning om begravelseshjælp fra det offentlige og Sygeforsikring Danmark
  • Rådgivning om kistepynt, annoncer, salmeblade og gravsten
  • Vejledning om alternativer, herunder skovbegravelseaskespredning og ceremonier uden præst

Bedemanden kan kort sagt fungere som rådgiver, praktisk koordinator, ceremonileder og empatisk støtte. Det kræver både menneskelig indsigt, organisatorisk sans og et stort engagement.

Afhentning I Rustvogn

Sådan er det at være bedemand hos Begravelse Danmark

Hos Begravelse Danmark bliver du en del af et stærkt fællesskab med over 45 engagerede kolleger over hele landet. Sammen hjælper vi mennesker i sorg og skaber rammerne for en smuk og meningsfuld afsked.

Cirka halvdelen af vores bedemænd er kvinder, og gennemsnitsalderen er 54 år. Mange af vores kolleger er startet som bedemænd senere i livet – ofte med en baggrund som fx sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, politibetjent, blomsterbinder, sælger eller skolelærer. Fælles for dem alle er lysten til at gøre en forskel og evnen til at møde andre med respekt og varme.

Du får som bedemand hos Begravelse Danmark ikke bare en meningsfuld hverdag, men også et netværk af kolleger, som støtter hinanden i et fag, hvor opgaverne er krævende, men utroligt givende.

Hvis du ønsker en større indsigt i hverdagen som bedemand, har vi fulgt vores bedemand Maria gennem en hel arbejdsdag.

Hvad kræver det at blive bedemand?

Der er ingen formelle krav til at blive bedemand i Danmark, men hos Begravelse Danmark lægger vi stor vægt på faglighed, menneskelighed og ansvarlighed. Derfor tilbyder vi alle nye bedemænd en grundig oplæring og et gennemarbejdet uddannelsesforløb.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har lyst til at hjælpe andre og har empati for mennesker i sorg

  • Er serviceminded, nærværende og god til at lytte

  • Kan bevare overblikket og træffe beslutninger i pressede situationer

  • Arbejder selvstændigt og er ansvarsfuld i dine opgaver

  • Er præsentabel og har en god fysisk form (i forbindelse med håndtering af kister)

  • Har kørekort og er fortrolig med brug af computer

Vi forventer ikke, at du er “uberørt” – men med erfaring og støtte fra dine kolleger lærer du at være professionel og empatisk på samme tid. En dygtig bedemand er et menneske, der kan rumme andres følelser – og som ved, hvordan man skaber tryghed i en sårbar situation.

Uddannelse hos Begravelse Danmark

Alle nye bedemænd i Begravelse Danmark gennemgår en intern uddannelse, som kombinerer teori, praksis og etik. Det sikrer, at du er godt klædt på – både fagligt og menneskeligt.

Uddannelsen indeholder blandt andet:

  • Kommunikation og samtaleteknik

  • Psykisk arbejdsmiljø, sorg og kriser

  • Etik og religion – inkl. andre trossamfund

  • Begravelseslovgivning og kontakt til myndigheder

  • Praktikophold og faglig sparring

Selvom der ikke er lovpligtige krav til faget, stiller vi høje krav til os selv – og udvikler løbende vores uddannelsesforløb, så vores bedemænd altid er fagligt opdaterede og bedst muligt rustet til opgaven.

Mere end bare ceremonier – vi formidler viden

Hos Begravelse Danmark er vores arbejde som bedemænd ikke kun knyttet til de konkrete samtaler og højtideligheder med pårørende. Vi spiller også en vigtig rolle som formidlere af viden og sparringspartnere for dem, der gerne vil være på forkant med egne valg og ønsker.

Mange af vores bedemænd deltager aktivt i at afmystificere døden og livet som bedemand. Vi holder foredrag, deltager i arrangementer og møder mennesker i lokalområdet – fx i ældreforeninger, på plejehjem eller i netværk, hvor der er interesse for at tale åbent og ærligt om livets afslutning.

Vi hjælper blandt andet med at:

  • Forklare, hvordan man udfylder Min sidste vilje, så ønskerne til egen afsked bliver tydelige og respekteret
  • Rådgive om mulighederne for at spare op til sin egen begravelse eller bisættelse via en forudbetalt ordning
  • Fortælle om de økonomiske muligheder, hvis økonomien er begrænset – herunder offentlig begravelseshjælp og støtte

Ved at dele denne viden vil vi klæde både enkeltpersoner og familier bedre på til at træffe informerede valg. Vi ved, at viden og forberedelse kan skabe ro – og derfor er det vigtigt for os som bedemænd at være til stede i lokalsamfundet, også før dødsfaldet indtræffer.

Bedemand Bente Med Min Sidste Vilje

Vil du vide mere?

Har du lyst til at høre mere om, hvordan det er at være bedemand hos Begravelse Danmark – eller overvejer du selv, om faget kunne være noget for dig?

Så er du meget velkommen til at kontakte os. Vi fortæller gerne mere – både om jobbet, hverdagen og de mennesker, du kommer til at møde.