Anna Tangmose Larsen var gravid i tredje måned, da hendes mand fik konstateret kræft. Efter halvandet års sygdom dør Thomas. Siden hen har Anna skrevet en bog om at blive forældre midt i et kemoforløb – og om at sige endegyldigt farvel til sit barns far.

”Og nu står jeg her
Fanget i vrimlen, langt væk fra himlen
Fra hvor du er

Med nordlys omkring dig, hvirvler du videre
I min fantasi (så fri)
Og som en bro over vand, holder vi fast i hinanden
Indeni”

Anna siger stroferne højt fra versene til sangen ’Over byen’ af den danske duo Noah. Hendes stemme dirrer, og stemmebåndene slår små knuder:

”Sangen sætter mig i forbindelse med mine følelser omkring Thomas’ død – at jeg er langt væk fra der, hvor han er.” Anna husker, hvordan hun og Thomas hørte sangen sammen den sidste nat, han sov hjemme. Samme nat læste hun et brev op for ham med de minder, der betød mest for hende. På det tidspunkt var Thomas så afkræftet, at han kun kunne smile og nikke.

’Langt væk fra himlen’ er titlen på Anna Tangmoses bog fra 2015. En bog om at blive forældre midt i et kemoforløb og om at sige farvel til den, hun elsker – faderen til sin datter.

 

Et liv kommer, og et liv går

Vi skal tilbage til 2011. Anna er ca. tre måneder henne, da Thomas får konstateret kræft. Normalt ville hun, som alle andre gravide kvinder, gå til yoga for gravide, fødselsforberedelse og gøre babyværelset klar, men Annas liv ser noget anderledes ud. Om morgenen besøger hun Thomas på hospitalet til stuegang, tager bagefter på arbejde og vender retur til hospitalet, når hun har fri sidst på eftermiddagen.

”Der var ikke fokus på graviditeten – der var selvfølgelig fokus på Thomas,” fortæller Anna.

Det er først lige op til fødslen og efterfølgende, at fokus er på deres nyfødte datter, Mathilda.

”Jeg var følelsesmæssigt stresset. Det var første gang, jeg var gravid. Det er én ting, det er jo noget nyt for én at skulle have et barn – det havde jeg aldrig prøvet før – og samtidig indse, at livet er forgængeligt. Jeg mærkede liv inde i mig, og mens der voksede nyt liv frem, var Thomas alvorligt syg og mistede gradvist sin livskraft.”

Thomas er syg i halvandet år, og under sygdomsperioden minder Anna sig selv om, at det vil være godt for hende at skrive minderne ned. Nedskrevne minder og oplevelser, der senere kommer til at blive en hel bog.

 

En skriveproces med terapeutisk virkning

Selve sygdomsperioden er for hård, både mentalt og fysisk, til at Anna kan overkomme at skrive sine oplevelser ned, men et år efter Thomas’ død er Anna klar til at sætte ord på hele forløbet. Hun begynder efterhånden at sammenstykke de mange følelser, situationer og tanker, som hun har gået igennem i Thomas’ sygdomsperiode – både som nybagt mor og kommende ung enke.  

”Jeg tror, det tog et halvt års tid at skrive bogen (’Langt væk fra himlen’, red.). Et forlag tilbød mig at udgive den, og det betød også, at der var en deadline. Den chance greb jeg. Derfor var der nogle måneder, hvor jeg slog hårdt i tastaturet, når Mathilda var faldet i søvn om aftenen.”

At skrive egne oplevelser ned fra forløbet er også en måde at lade sig konfrontere med og gå ind i de sorgfyldte følelser, og for Anna har det personligt været en terapeutisk proces at få skrevet oplevelserne ned.

”Jeg tror, det er meget normalt at begynde at skrive minder ned, når man mister. Selv om det lyder mærkeligt, kan man godt blive bange for at glemme. Både bange for at glemme vedkommende og bange for at glemme den tid, man har haft sammen. Selvfølgelig vil du aldrig glemme en person, du har elsket, men jeg tror, det er en del af ens løsrivelsesproces i et sorgforløb. Man lægger ikke låg på sin afdøde, men der skal en vis følelsesmæssig afstand til, før du kan tage sorgen og følelserne frem, når der er brug for det, og samtidig evner at lægge den til side, når situationen kræver det.”

 

At dele sin personlige sorg med fremmede

Det er selvfølgelig ikke alt fra Thomas’ sygdomsforløb, der er kommet med i Annas bog.

”Så ville den have været flere tusind sider lang,” siger hun og fortsætter:

”På den ene side var jeg nervøs, fordi jeg skulle dele noget så personligt med komplet fremmede mennesker, men på den anden side var jeg også begejstret, fordi folk kunne læse min bog og sætte sig ind i min sorgperiode, måske endda få en større forståelse for min situation – alt det, Thomas og jeg har været igennem. I skriveprocessen blev jeg selvfølgelig konfronteret med nogle ubehagelige situationer, som jeg umiddelbart havde glemt, men for mig var det en sund måde at få bearbejdet mine oplevelser på.”

Ud over at udgive en bog har Anna skrevet en del blogindlæg. Og de mennesker, som har reageret på hendes indlæg og på bogen, er i langt de fleste tilfælde personer, der kan genkende sig selv i det skrevne.

”Den der spejling kan give en ro – en form for forløsning,” forklarer Anna.

Ud over at bogen kan ses som en måde, hvorpå andre kan identificere sig med det at miste og gå igennem et hårdt sygdomsforløb, har Anna også kunnet bruge den til en mere åben dialog om døden og den sorg, der er forbundet med at miste.

”At tale om døden og sorg kan stadig være tabuiseret i vores samfund. Ting går stærkt, og vi skal konstant være effektive og produktive. Vores kultur er ikke så godt gearet til at have det svært i længere tid ad gangen. Derfor tænker jeg også, at min bog kan være et bidrag til debatten omkring vores forståelse for det at være i sorg. For sorg tager tid, selv om nogle har en opfattelse af, at det tager nogle måneder, højst et halvt år, og så er man videre. Jeg ser nærmere sorg som noget, hvor du kommer videre, fordi livet går videre – tiden går – men vi vil jo stadig have de døde med os i vores erindringer. I vores tanker og følelser. Vores datter Mathilda havde første skoledag for et halvt år siden, og der kunne jeg godt mærke, at jeg gerne ville have haft, at Thomas var med. Selv om der er gået over fem år, kan jeg stadig blive ramt af et savn og et ønske om, at livet var anderledes, end det er.”

 

Til Mathilda … 

’Langt væk fra himlen’ har altså både været en måde, hvor Anna kunne gennemløbe og bearbejde egne oplevelser, det har været en bog til hende selv, til folk i en lignende situation og til samfundet – et vigtigt indlæg i debatten om, at sorg tager tid, at vi skal have lov til at være i sorgen så lang tid, det tager. Men vigtigst af alt er bogen til Anna og Thomas’ datter Mathilda.

”Jeg ville skrive hele forløbet ned – og det var til Mathilda. Hun skulle have historien om sin far.”

 

 

 

 

Faktaboks

’Langt væk fra himlen’, Anna Tangmose Larsen, Turbine (2015).

 

 

 FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112