”Man lægger altid mærke til de der CPR-numre og tænker:
Hold da op, det kunne godt have været mig det der”
Foto: Diakonissestifelsen
Ændrer ens syn på døden sig, når man oplever den helt tæt på hver dag? For afdelingssygeplejerske og souschef Hanne Monberg er arbejdet på hospice både et vigtigt job og en påmindelse om, at livet ikke er en selvfølge.
16 år. Så længe har døden været en uundgåelig del af dagligdagen for Hanne Monberg, der arbejder som afdelingssygeplejerske og souschef på Diakonissestiftelsens hospice på Frederiksberg. Men selvom den nogle gange kan ramme hårdt, fx når der bliver indlagt en patient, der er nogenlunde samme sted i livet som hende selv, er det ikke svært at komme op og afsted om morgenen. Jobbet giver igen i en sådan grad, både professionelt og privat, at hun kan gøre det med stor glæde.
”Man får et andet syn på livet og en større indsigt i, hvad det er i ens liv, der er betydningsfuldt og værd at prioritere – hvad der er vigtigt. Jeg synes, det er livsbekræftende, og jeg er meget taknemmelig for at arbejde her. Man kan sige, at patienterne og deres pårørende giver virkelig meget til os, der arbejder her, og de synes, vi giver dem rigtig meget”, siger Hanne Monberg.
Livskvalitet er målet
Når man arbejder med patienter, der er uhelbredeligt syge, er drivkraften en anden end på almindelige hospitaler. Det bliver den nødt til at være, for helbredelse er ikke en mulighed, og det skal hospicets personale, der tæller alt fra overlæger og sygeplejersker til fysioterapeuter, rengøringspersonale, sektretærer, altmuligmand, præst, musikterapeut og socialrådgiver, være rustet til at bære.
”På et hospice er målet at hjælpe uhelbredeligt syge mennesker til at leve livet bedst muligt og for at kunne det, skal personalet være kvalificeret til at varetage plejen og behandlingen af dem. Man skal have et stort personligt overskud for at kunne yde det, der er brug for”, fortæller Hanne Monberg og tilføjer:
”Vi arbejder altid med at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes historie – i at se mennesket bag sygdommen. Alle skal føle sig velkomne her på stedet, ligegyldigt hvem man er. Vi skal være fagligt og menneskeligt kompetente, så de syge mennesker og deres pårørende, der kommer her i huset, forhåbentlig får en oplevelse af, at de er i stand til at leve livet, selvom de kun har kort tid tilbage. Vi gør os virkelig meget umage hver eneste dag. Det bliver aldrig ligegyldigt.”
At være kompetent behøver dog ikke at være et solidt lighedstegn til, at man aldrig bliver berørt af at skulle sige farvel til en patient, der går bort. Det bliver vi selvfølgelig allesammen ind imellem, påpeger Hanne. Det afgørende er, at man ved, hvordan man skal håndtere det, når det sker – og her er det gode kollegaskab på hospicet uvurderligt.
”Vi deler det svære med hinanden og arbejder dagligt med det. Og det gør det muligt for os at være her – og at være her med stor glæde faktisk.”
”Jeg tror ikke, der er nogen, der arbejder her, der ikke har tænkt over, at de selv skal dø en dag. Bare det at kunne tale med hinanden om det er ret stort. For os er døden ikke et tabu. Vi ser den i så mange udformninger, og vi er meget trænede i at tale om det at dø.”
Privilegiet til at vælge
Og netop det at være med til at udviske tabuiseringen af døden er ikke blot noget, Hanne Monberg oplever og mærker til i sit professionelle liv. Med årene har de mange vigtige samtaler med kollegaer, patienter og pårørende også sat tydelige spor i måden, hun anskuer tilværelsen på, når hun har fri.
”Jeg sætter bare virkelig stor pris på, at jeg er rask, og at jeg kan vælge helt små ting. Jeg kan huske, vi engang havde en kvinde indlagt her, der var så ked af, at hun ikke engang selv kunne bestemme, hvor hun skulle handle ind. Det er på det der mikro-niveau. Hun kunne ikke selv vælge, hvad for noget tøj, hun skulle have på og så gå ud ad døren og gå en tur – og det kan jeg. Jeg kan vælge rigtig, rigtig meget i mit liv, og det er jeg meget taknemmelig over.”
”Det er ikke sådan, at jeg hver dag går og tænker på, at nu skal jeg sørme være taknemmelig. Det har fundet sit leje. Og i min familie taler vi ind imellem om den taknemmelighed, der kommer, glæden ved at solen skinner, og at vi er heldige. Vi kan netop godt drømme om, hvor vi vil hen på sommerferie, og hvad vi skal lave om et halvt år.”
Lige siden hendes børn var små, har Hanne været med til at sørge for, at der også på hjemmefronten skulle være rum til at tale om livets afslutning, og selvom det nogle gange har ført til triste samtaler og tanker, har det mest af alt bragt familien tættere på hinanden.
”Mine børn så deres mormor, da hun var død og var med til at tage afsked med hende. Det førte til mange spørgsmål og til vigtige samtaler”, fortæller Hanne Monberg.
”Noget andet jeg har lært af mit arbejde er at være åben over for mine børn og min mand omkring mit eget liv og min egen død – fx hvordan jeg gerne vil begraves, hvad der betyder noget for mig, og hvilke sange jeg kunne ønske mig, der blev sunget til min begravelse engang. Vi kommer virkelig ned at røre ved noget meget følsomt og meget privat, og det føles utroligt betydningsfuldt at kunne tale om det.”
Det der kommer inden
På én uge kan Hanne Monberg og personalet på hospicet opleve, at flere af de 16 sengepladser bliver tomme med bare få dages, eller måske endda enkelte timers, mellemrum. Alligevel bliver det aldrig blot en rutine at se et menneske forlade livet, og når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt jobbet har gjort hende fuldstændig tryg ved tanken om sin egen død, er hun stadig i tvivl – og sådan vil det nok blive ved med at være.
”På trods af den erfaring vi har på hospicet, har vi ingen anelse om, hvordan vi selv vil reagere, hvis vi bliver ramt af uhelbredelig sygdom. Jeg kan ikke sige, at jeg aldrig bliver bange for at dø. Det kan vi af gode grunde ikke vide. Men jeg tror og håber, jeg ville være i stand til at italesætte det, og det ville være en stor hjælp for mig; det at tale om, hvordan jeg har det.”
”Det jeg kan være bange for, tror jeg, og det patienterne siger de er bange for, er ikke så meget det at dø, men det der kommer inden, hvis man er syg. Og så er det for mig en stor trøst at vide, at der findes steder, der er i stand til professionelt at hjælpe og gøre en forskel, hvis man kommer til at leve med smerter eller er angst hele tiden.
Qua sine 16 år som hospicemedarbejder er Hanne om nogen bevidst om, at døden er et vilkår for ethvert menneske. Vi skal alle derhen før eller siden, og tilværelsen bliver ikke absolut ulidelig eller forfærdelig af at tænke på det eller snakke om det i ny og næ. Faktisk kan det være en hjælp.
”Jeg ville egentlig ønske, at alle indså, de skal dø en dag. At alle får mod til at tale om det. Hvis man finder det mod frem, er der rigtig meget at hente. Så bærer man det ikke alene, og mange andre har det ligesom en selv. Der er hjælp at hente, og der er trøst at hente, hvis vi tør tale om, hvordan vi har det mede at skulle dø en dag.”
Om Diakonissestiftelsen:
Diakonissestiftelsens Hospice er en selvejende institution under Den danske Diakonissestiftelse. Hospicet er beliggende i fredfyldte omgivelser på det centrale Frederiksberg, og har, foruden 16 sengepladser, også et udgående hospice-team, som yder lindrende pleje, omsorg og behandling til 20 hjemmeboende patienter i samarbejde med praktiserende læger og hjemmepleje.
Læs mere på www.diakonissestiftelsen.dk
[wp-svg-icons icon=”location” wrap=”i”] FIND DIN LOKALE BEDEMAND
RING DØGNET RUNDT
[wp-svg-icons icon=”arrow-right-3″ wrap=”i”] Læs mere om begravelsen