Connie mistede sin 25-årige søn og stod over for sit livs sværeste valg

For lidt over et år siden falder 25-årige Simon spontant om. På sygehuset bliver han erklæret hjernedød og fra at have en sund og rask søn den ene dag, skal Connie Mølgaard den næste dag træffe en beslutning om, hvorvidt Simons organer skal doneres.

Simon havde siddet hjemme hos sin mor Connie Mølgaard i den jyske by Aabybro – de havde drukket kaffe og spist rundstykker, som de så ofte gjorde. Han fortalte, at han to gange spontant var faldet om, da han havde været sammen med en ven, men at han umiddelbart efter var vågnet op igen. Det havde gjort Connie Mølgaard urolig, derfor ringede de sammen til lægen den morgen, men de fik meldingen om, at der ikke var noget at stille op, så Simon blev ikke undersøgt den dag.

 

En skæbnesvanger dag
Connie Mølgaard beskriver sin søn som glad og utrolig hjælpsom. Han var f.eks. for en periode flyttet hjem til sin ene søster og hendes mand, så hans anden søster, som var i gang med at bygge nyt hus, kunne bo i hans lejlighed. Den 27. marts sidste år havde Simon været frisk og i højt humør, men op ad morgenstunden finder hans svoger ham liggende livløst i kælderen.

”Min datters mand skrider hurtig til handling, og med førstehjælp lykkedes det at få lidt liv i Simon. I mellemtiden har min datter ringet 112, og da ambulancen ankommer, tager redningsfolket over, som hurtigt får kørt Simon til Aalborg Sygehus.”

På hospitalet bliver han lagt i kunstig koma, og personalet råder familien til at tage hjem og få noget søvn. Men Connie Mølgaard hverken kan eller vil efterlade sin søn alene, så hun bliver på sygehuset natten over. Men som nattetimerne skrider frem, forværres Simons tilstand, hans temperatur stiger, og det ser meget kritisk ud. Derfor ringer Connie Mølgaard efter Simons fire søskende ved en 05.00-06.00 tiden om morgenen, som kommer ind på hospitalet.

På scanningen kan lægerne se, at kontrastvæsken er stoppet i nakken, og der kommer ikke blod til hans hjerne, og Simon, som ellers er en frisk og livskraftig ung mand på 25 år, bliver erklæret hjernedød om eftermiddagen den 28. marts.

 

Det svære valg
På samme tidspunkt, som Simon er erklæret hjernedød, bliver familien spurgt ind til, hvorvidt de vil sige ja til organdonation.

”Min verden styrter i grus. Simon falder om den 27. marts om morgenen, og næste dag er vores liv vendt totalt: Vi sidder på Aalborg Sygehus og skal tage stilling til, om Simon skal være organdonor. Det var så frygteligt – det kan slet ikke forklares”, fortæller Connie Mølgaard med stor sorg i stemmen og fortsætter:

”Lægerne kunne se, at Simon ikke var tilmeldt i donorregisteret, og organtransplantationen skal helst ske inden for 6 timer, så organerne ikke træder ud og dermed ikke kan bruges.”

Connie Mølgaard vidste, at Simons organer kunne være med til at redde alvorligt syge mennesker, men som mor, var hendes første tanke, at hun ville ønske, at der var Simons liv, der skulle reddes, men hun vidste godt, at det ikke var en mulighed.

Simon havde ikke fået tilmeldt sig donorregisteret, men over for sin familie havde han flere gange nævnt, at hvis der nogensinde skulle ske ham noget, måtte lægerne tage alt det, de kunne bruge.

”Mine børn og jeg blev enige om at sige ’ja’ til organdonation, for vi vidste, det var det, Simon ville have ønsket. Dog ville vi ikke have, at de skulle røre hans hjerte. Der var ikke nogen af os, der kunne forene os med tanken om, at han ikke skulle beholde det. Det viste sig dog også, at hans hjertestop havde varet så længe, at det havde taget skade.”

Til gengæld kunne begge Simons nyrer og hans lever, der blev delt i to, bruges. Og med sin organdonation reddede Simon tre voksne og et barns liv.

 
Når organer redder liv
Tre måneder efter Connie Mølgaard havde stået over for sit livs sværeste valg, modtog hun en besked fra en ukendt mand. Hun havde et par dage forinden været i Go’ Morgen Danmark sammen med sin ene datter og fortælle deres historie. Manden, som beskeden kom fra, havde set udsendelsen – om Simons død og om Connies Mølgaards svære beslutning om tilladelse til, at lægerne måtte bruge hans organer til at redde liv. Beskeden fra den midaldrende mand kom, fordi han havde brug for at fortælle hende – og resten af familien – at det havde været den største gave i livet at modtage en af Simons nyre, det havde givet ham livet tilbage.

”Jeg er glad for, at jeg var alene hjemme, da jeg modtog beskeden. Tårerne væltede ned ad mine kinder. Et eller andet sted, havde jeg jo håbet på at høre fra nogen af organmodtagerne. Hører om, hvordan det hele var gået. Jeg ved dog via Skejby Sygehus, at alle fire operationer gik godt – både barnets og de tre voksne.

 

Livet efter Simons død
Når man er organdonor, bliver man ikke obduceret, så Connie Mølgaard kender ikke Simons præcise dødsårsag, og i dag lidt over et år efter han død, og det er noget, der nærer hende meget.

Simon blev bisat den 11. april 2018 på sin biologiske fars fødselsdag, der var gået bort i november 2017. Sorgen sidder stadig dybt i Connie Mølgaard, for ingen forældre ønsker at skulle begrave sit eget barn – det er, som hun med egne ord siger:

”Den forkerte rækkefølge.”

Connie Mølgaard skal samle sig, inden hun kan fortælle videre:

”Vi prøver da på at leve livet, og huske ham, som han var. Vi holder sammen som familie og er gode til at trække de positive minder frem. Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg har haft rigtig meget brug for at tale om det – og med andre.”

Connie Mølgaard er sikker på, der er andre, der har det som hende, og netop derfor står hun frem med sin personlige historie, selvom det er hårdt. Hun ønsker, der kan komme lidt mere fokus på de pårørende, der ligesom hende har stået i en situation, hvor man har skullet træffe et valg om organdonation.

”Som pårørende, synes jeg, det er ærgerligt, at der fra systemets side af ikke er sat nogle bedre rammer for alle os, der står tilbage, f.eks. nogle sorggrupper. Der bliver lagt meget vægt på, at det er vigtigt at være organdonor, men man kommer til at glemme familien. Det er svært at forlade sygehuset, og det sidste, du har set til din søn, er, at han ligger i hospitalssengen og ser umiddelbart sund og rask ud.”

Og selvom døden er svær at håndtere, mener hun, at man i stedet for at fortie sorgen, bør tale om den. I samme åndedrag kommer hun også ind på, hvor vigtigt det er, at man melder sig som organdonor, hvis det er noget, man gerne vil.

”Som familie er det umenneskeligt at skulle træffe den beslutning på andres vegne. Det er jo selvsagt umuligt, og det var kun, fordi Simon selv havde sagt højt, at han gerne vil donere sine organer, at vi sagde ’ja’, ellers havde vi ikke kunnet træffe den beslutning på hans vegne. Men Simon stod altid klar til at hjælpe andre mennesker, og det har han også gjort til det sidste ved at donere sine organer og redde menneskeliv.”