Det er med tungt hjerte, du tager afsked med en, du har nær. Men det er også vigtigt at fejre livet og mindes de glade stunder, du har haft med afdøde. Derfor vælger flere og flere at sætte et personligt præg på begravelsen. Ditte-Marie Garder Damholdts far døde i foråret. Han fik en helt særlig og utraditionel begravelse.

Særlige musikstykker bliver spillet i kirken, kisten behøver ikke nødvendigvis være hvid, og turen fra kirken kan foregå med motorcykel i stedet for den klassiske rustvogn. Begravelser og bisættelser er de seneste år blevet mere og mere personlige. I 2013 fik Begravelse Danmark og Landsforeningen Liv&Død foretaget en rundspørge af analyseinstituttet Megafon, der allerede dengang viste, at det kun er 63 procent af den danske befolkning, som ønsker en traditionel, folkekirkelig begravelse. Den resterende del, næsten halvdelen, ønsker derimod, at det sidste farvel skal være personligt – det sker jo kun én gang.

Sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død Kirsten Søndergaard genkender i høj grad tendensen mod de mere utraditionelle og personlige begravelser:

”Vi ser, at de nærmeste til afdøde har et behov for, at der ikke bare er tale om endnu en begravelse i rækken, der ligner alle andre. Der skal være et personligt islæt. Man skal kunne genkende den person, der er død, i selve afskedsceremonien.”

Desuden kommer Kirsten Søndergaard ind på, at det allerede er i forberedelsen op til en begravelse, at de pårørende begynder at arbejde med minderne om afdøde og taler om, hvad der betød noget særligt for vedkommende, sjove historier og særlige interesser:

”Disse snakke influerer også på begravelsesceremonien, der er en del af selve mindet og fortællingen om afdøde. Noget vi med glæde kan se tilbage på.”

Det er her bedemanden kommer ind i billedet, for en af hans eller hendes opgaver er at fornemme, hvad der er vigtigt at få fortalt de pårørende. De skal nemlig vide, hvad der kan lade sig gøre ved en begravelse.

”Det er så ærgerligt, hvis man først efterfølgende finder ud af, at man f.eks. kunne have valgt en farvet kiste eller lejet en rustvognsmotorcykel, for begravelsesceremonien er noget, man som pårørende tager med sig”, fortæller Kirsten Søndergaard.

Det betød f.eks. utrolig meget for Ditte-Marie Garder Damholdt og hendes familie, da de fandt ud af, at det var helt i orden at skrive og tegne på kisten til hendes afdøde far Ivan Bryde Hansen, hvis bisættelse foregik i Almen Kapel i Aalborg i april.

Tekster og tegninger på kisten

”Vi fandt meget hurtigt ud af, at bisættelsen skulle gøres på hans måde”, indleder Ditte-Marie Garder Damholdt. Hendes far var bramfri i tonen og en rigtig levemand.

Her fortæller hun om sin fars meget personlige begravelse:

”Vi havde valgt at lade kisten stå på skrå i kapellet. På den måde blev det hele ikke så stringent, og stemningen blev mindre formel. Det skulle skeje lidt ud, for det passede bedst til min far. Måden kisten stod på blødte det hele mere op – tingene var ikke efter bogen, og det gjorde det på en måde mere hyggeligt. På kisten havde vi sat to billeder. Et af min far og et af min far og mor, der kysser. I ugen op til havde hele min familie, min mor, brødre, kusiner og fætre været samlet og bundet blomsterdekorationer fra haven. Min far elskede nemlig haven, og han ville ikke have, der skulle bruges en masse penge på hans begravelse, så vi kunne lige så godt bruge det, der var i naturen. For os var det vigtigt, at bisættelsen foregik i min fars ånd og efter hans ønsker.”

Ud over blomsterdekorationerne fra haven havde Ditte-Marie Garder Damholdt og familien lagt tusser på kistens top.

”Mine børn tegnede en bondegård på den ene side, traktorer, hjerter og en sol på den anden. Det var fantastisk at opleve, at folk mødtes oppe omkring kisten, i stedet for at vi tog imod folk ved døren ind til kapellet”, fortæller Ditte-Marie Garder Damholdt.

Til at begynde med var folk i tvivl, om de virkelig gerne måtte skrive på kisten.

”Det endte med, at alle stod rundt om kisten og småfnis”, fortæller Ditte- Marie Garder Damholdt og fortsætter:

”Vi fortalte sjove anekdoter og skrev dem ned. Det var simpelthen så rørende og meget smukt. Det var helt lovligt at tale om alt – og vigtigst: Døden blev ikke tabuiseret.”

I Ditte Marie Garder Damholdts familie har døden altid været noget, der er blevet talt om.

”Derfor var det også i min fars ånd, at der blev talt åbent om døden ved bisættelsen – gøre døden mindre farlig. Døden behøver nemlig ikke være lig med, at vi går i sort og går i stå – tværtimod. Min far sagde altid: Døden er for de døde, og livet er for de levende.”

Hun fortæller videre, at det, at man kunne skrive og tegne på kisten, gjorde, at alle var med til at tage ansvar for at få sendt hendes far godt afsted.

”- Og det gjorde folk i den grad”, fortæller Ditte Garder Damholdt, der mindes bisættelsen med en enorm glæde:

”Det var meget overvældende og meget rørende. Ingen havde prøvet noget lignende før, og alle syntes, det var en ære at være del af. Vi taler stadig meget om vores afsked til min far. Døden kan jo også bringe folk tættere.”

 

Det betyder noget at give en særlig afsked

De mere personlige begravelser er helt sikkert kommet for at blive, og Kirsten Søndergaard fortæller, at:

”Vi er stadig i det små, men vi kommer helt sikkert til at se mange andre ting fremover. Der er f.eks. flere, der vælger at få spillet et stykke musik, som den afdøde godt kunne lide. Flere og flere holder også taler med små anekdoter, hvor man får de sjove ting fortalt. På den måde får vi mulighed for fejre livet, at grine og ikke mindst tænke tilbage på de gode ting, så vi ikke udelukkende er kede af det ved begravelsen.”

Tendensen mod flere og flere personlige begravelser mener Kirsten Søndergaard også skyldes, at vi lever i et stadigt mere individualiseret samfund – vi vil gerne skille os ud, og det samme gælder, når vi tager afsked med vores nærmeste.

”Det kan godt være, at man som pårørende, inden man står i situationen, siger, at det ikke rigtig betyder noget. Men alle dem, jeg har talt med efterfølgende, fortæller, at det har været en fantastisk oplevelse med en personlig mindeceremoni. Den afdøde er en person, der har betydet utrolig meget for en, og det vil man også gerne vise”, afslutter Kirsten Søndergaard.

 

 FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112