Hvordan finder man ord og mod til det sidste farvel?

De dybe samtaler før livets afslutning har stor betydning for, at både den døende og de pårørende får en værdig afsked, men mange kæmper med at finde de rette ord og rammer for snakken. Præst Inge Meibom giver her sine bedste råd til det sidste farvel.

For mange er døden et af de emner i livet, der er sværest at tale om. Især når den kommer tæt på – enten hos os selv eller en, vi elsker. Men netop det at tage de vigtige samtaler, inden det er for sent, kan hjælpe både den, der skal dø, og den, der skal leve videre, til afklaring. Selv hvis det er nærmest umuligt at forestille sig, hvordan man skal få taget hul på snakken.

I løbet af de 10 år, præst i Ballerup Sogn Inge Meibom har holdt sorggrupper, har hun erfaret, at det først og fremmest er vigtigt at forstå, at man ikke kan sætte et nøjagtigt skema op for, hvordan det sidste farvel skal foregå. Der er dog nogle bestemte ting, man kan have i tankerne som hjælp.

”Hvis der er et mønster, hedder det, at man skal respektere, hvor forskellige mennesker er. Der er heller ikke to kvinder, der oplever en fødsel på samme måde. Sådan er det også, når vi mister. Vi er meget forskellige i den proces.”

”Men det bedste, man kan gøre for sig selv, er, at man får sagt og gjort alt det, man kan. Så kommer der ikke den der usunde efterrationalisering af, om man kunne have gjort noget andet.”

 

Den svære afsked
Døden, og tiden både op til og efter, er en stor del af Inge Meiboms virke som præst, og hun har en idé om, hvorfor mange finder den så vanskelig at tale om.

”Jeg tror, det er, fordi vi lever i et samfund, hvor vi har mistet mange af de ritualer, der hører med til, at vi godt ved, vi skal dø. Fx det der med at besøge en kirkegård. Vi har mistet meget af den side af vores liv, der handler om, at vi også skal forholde os til vores død.”

”Vi lever så hurtigt i dag, at vi har svært ved at få de alvorlige ting ind i vores liv. Døden bremser os i alt og skiller os fra hinanden. Men jeg synes samtidig også, at jeg i de senere år har set, at der er kommet en enorm længsel efter at sætte farten ned og mindes dem, der betyder noget for én – fx på allehelgensaften, hvor gudstjenesten er en smuk mulighed for at erindre vores kære, der er gået bort.”

Og netop derfor er det så vigtigt, at den sidste tid, vi har med vores kære, bliver noget særligt, mener Inge Meibom. Men for at afskeden bliver varm og fredfyldt, er det afgørende, at tingene foregår på både de pårørendes og den døendes præmisser.

”Jeg tror, man skal prøve at vente med at åbne op for de svære samtaler, til det rette tidspunkt kommer. Når smerterne ikke er alt for voldsomme, og den døende stadig er nogenlunde klar. Er der en kærlig stemning, kan man spørge ind til de store spørgsmål, men det er en god idé at starte nænsomt – ikke alt for direkte. Det kan ofte være en hjælp, hvis man forbereder sig lidt og skriver nogle ting ned på forhånd.”

”Hvis man mødes af en åbenhed, kan man så gå videre til personen. Nogle har behov for at tale om det. Andre har overhovedet ikke og har mest af alt brug for at holde fast i livet lige til det sidste – fx ved at bruge tiden på at følge med i børnebørnene og deres skole. Det er simpelthen så forskelligt fra menneske til menneske.”

Samtidig er der nogle emner, der måske kan overskride den døendes grænser, og som man så vidt muligt bør undgå at italesætte og dreje samtalen i retning af.

”Man skal ikke pådutte den døende, at det nok skal blive bedre, eller komme med bebrejdelser om ting, der er sket i fortiden. Det kan gøre personen meget ensom i den sidste tid. Så skal man hellere tale om nogle varme oplevelser, man har haft sammen, og de gode minder, man kan huske.

Ud over at komme ud med det, man selv har på hjerte, kan det have stor betydning for den døende, at man også spørger ind til personens ønsker til den sidste tid.

”Den sidste afsked skal være i den døendes ånd. Langt de fleste vil gerne dø derhjemme eller på hospice. Det kan være et fortravlet sted at komme af sted på et sygehus. Hvis det sker, skal man som pårørende være der så meget som overhovedet muligt.”

”Mange tror, vi, der er i kirken, har et fast skema, og det har vi på mange måder også, men vi er samtidig åbne for, hvad folk har af personlige ønsker. Spørg derfor også ind til personens tanker om begravelsen eller bisættelsen. Er der fx nogle særlige salmer eller noget musik, han eller hun gerne vil have, der skal spilles i kirken?”

 

Bed om hjælp
I nogle tilfælde kan situationen være så svær og overvældende for den pårørende, at det er helt umuligt at finde ord for de ting, man gerne vil have sagt, og så kan det være en fordel at få fat på en at tale med – fx en præst eller en psykolog med tavshedspligt.

”Præsten kommer på alle tidspunkter af døgnet, og måske kan han eller hun hjælpe med at formulere nogle ting rent sprogligt. Præsten kan også fungere som mellemled, når der er noget, man har brug for at tale med den døende om – enten ved at være til stede, når samtalen foregår, eller ved at se den pårørende og døende hver for sig og derefter overbringe beskeden. Det vigtigste er, at der kommer en åbning.”
Der behøver dog ikke nødvendigvis at være et konkret problem eller en særlig grund til, at man gerne vil have en præst forbi. Han eller hun kan også blot være til stede for at være der for de berørte i den ulykkelige tid – og også efterfølgende, hvis der er behov. Ofte er noget af det eneste, der hjælper, nemlig at dele sorgen med andre, forklarer Inge Meibom.

”For mange døende hjælper det, når præsten kommer og synger en lille salme, fx ’Du, som har tændt millioner af stjerner’. Det kan mange pårørende ikke selv, fordi de er så bevægede. Præsten kan også sige fadervor og lyse velsignelsen. Det giver fred og hjælper til et smukt farvel – både for troende og ikke troende.”

”Jo mere man kan dele sorgen med andre, der har oplevet det samme, jo bedre. Det er en utrolig aflastning at spejle sig i andre mennesker, og det er det, kirken kan med helt almindelige eksistentielle netværk som fx sorggrupper.”

 

Omsorg, kærlighed og nærvær
Ligegyldigt hvor mange tanker man gør sig som pårørende, og hvor meget man forbereder sig, er det sjældent, at afskeden forløber præcis, som man gerne vil have det, oplever Inge Meibom. Før eller siden dukker der som regel et eller andet op, man fortryder, man ikke fik gjort, men er man indstillet på dette på forhånd, kan det være nemmere at acceptere.

”Der er så mange løse ender, og i bund og grund findes den perfekte død og den perfekte afsked ikke. Men det bedste, man kan gøre for sig selv, er, at man siger og gør det, man kan, mens muligheden er der. Den døende har enormt meget brug for at blive aflæst, og man skal lytte sig ind til, hvad personen har brug for, og stille sig til rådighed.”

”Prøv at gøre den sidste tid så hyggelig og varm som overhovedet muligt. Spil noget musik, lad børnebørnene komme. Det handler kun om omsorg, kærlighed og nærvær. Hvis der er en god forbindelse familiemedlemmerne imellem, tror jeg, det nærmest kommer af sig selv.”

 ”De pårørende har meget behov for at sige ’jeg elsker dig’ til den døende, og det skal man gøre. Jo mere man kan få den varme ind over afskeden, des mere fredfyldt bliver den. Derfor synes jeg også, der er så meget værdighed i det kristne begravelses- og bisættelsesritual. Vi ophøjer det enkelte menneske og siger tak for den person, der har været.”

Ifølge Inge Meibom er der også nogle døende, som mest af alt har behov for at få fred til at dø, og i sådanne tilfælde kan en del af omsorgen fra de pårørende også bestå i at give personen tilladelse til at give slip, når den rette tid er.

”Det kan være svært at give slip på livet, når ens pårørende er omkring og hele tiden holder én i livet, og selv om det kan være svært, kan der nogle gange være et behov for en tilladelse fra de pårørende. De kan fx sige: ’Nu må du godt give slip. Det er i orden, du giver slip nu.’”

”Der er lige så mange uforløste ting omkring et dødsfald, som der er smukke og nærværende og kærlige ting. Det er ikke alle pårørende, der føler, de bliver forløst – men mange gør. Er der en kærlig relation, kan det ofte være nemmere at få sagt det, man gerne vil, men uanset hvad er det godt for et menneske, der har mistet, at vide, at man gjorde alt det, man kunne.”

 

*BOKS:
3 råd til den pårørende

  1. Nærvær er vigtigst af alt. I den sidste tid er det en god idé at være til stede omkring dødslejet så meget, du overhovedet kan.
  2. Slå ørerne og hjertet ud, og lyt dig ind på, hvad det er, den døende gerne vil sige og meddele.
  3. Vær nænsom i kontakten til den døende, og fornem, hvornår det rette tidspunkt kommer til at sige de ting, du har på hjerte. Gør det, når eventuelle smerter ikke er alt for voldsomme, og den døende har overskud til at være nærværende.

 FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112