Hvordan kommer du gennem den første jul, når du har mistet?
Hvordan kommer du gennem den første jul, når du har mistet? Som efterladt er den første jul ekstra hård, mens det som pårørende er svært at finde ud af, hvilket ben man lige skal stå på. Mette Bendixen og Marie-Louise Vianello har prøvet begge dele. Det er bl.a. derfor, at de har skrevet bogen ”Dus med døden – en guide til at hjælpe et menneske i sorg”.
Julen er familiernes fest. En dejlig tid på året hvor vi samles med dem, vi har nærmest, og hvor små og store familietraditioner dyrkes. For de fleste. Men for nogle – især for dem, der har mistet, kan julen være enorm hård og opslidende at komme igennem. Især den første jul med alle dens arrangementer, traditioner og familiehygge kan være en smertelig understregning af, at den afdøde ikke er her mere.
Sådan var julen i 2011 for Mette Bendixen og Marie-Louise Vianello, forfattere til bogen ’Dus med døden – en guide til at hjælpe et menneske i sorg’. I 2011 mistede Mette sin kæreste og Marie-Louise sin mor til kræften, og for begge var især den første jul hård at komme igennem.
”Det var en rigtig tung december, for jeg havde så mange juleminder med min mor,” fortæller Marie-Louise. ”Den første december føltes meget tom og ensom, og jeg kan huske, at jeg græd rigtig meget op til juleaften.”
Marie-Louise havde tre små børn og for deres skyld valgte hun alligevel at holde jul, selvom hun egentlig ikke havde lyst.
Mette havde det på samme måde den første jul uden sin kæreste, Kim. De havde ingen børn sammen, men alligevel følte hun sig forpligtet til at ”gennemføre” julen.
”Jeg var normalt meget social, og når det var jul, var jeg typen, der pyntede op, lavede konfekt og gik i kirke juleaften. Men det havde jeg overhovedet ikke lyst til den jul. Derfor handlede den første jul for mig mest af alt om, hvordan jeg kunne undgå den,” fortæller Mette, der dog hurtigt måtte sande, at det var lettere sagt end gjort.
”For eksempel havde Kim og jeg altid holdt præ-juleaften med Kims familie den 23. december. Det gør jeg heldigvis stadigvæk, men det betød jo så den jul, at jeg havde dobbelt op på juleaften, og det syntes jeg var ret svært.”
De døde forsvinder jo aldrig Det var gennem cancerforum.dk, et online fællesskab for mennesker, der har mistet deres nære til kræften, at Mette og Marie-Louise mødte hinanden. Her kunne de dele deres sorg, snakke om alt det ’forbudte’, man kan føle i sorgen og få lov at gentage sig selv 100 gange i et forsøg på at bearbejde sorgen. Af samme grund er de begge varme fortalere for, at man som efterladt søger fællesskaber med andre efterladte, eksempelvis gennem sorggrupper. Samtidig blev deres mange samtaler og erfaringer som efterladt inspirationen til bogen ’Dus med døden’. En bog, som først og fremmest skal læses som en hjælp til, hvordan pårørende bedre kan tage sig af en efterladt.
”Kulturen i Danmark er meget døds- og sorgforskrækket,” forklarer Mette. ”Der er stadig nogle med den opfattelse, at når nogen dør, så taler vi ikke om den person mere. Men man må ikke ’cutte’ båndet til de døde. Det peger psykologien omkring emnet også på: Vi skal sørge for, at de døde er en del af vores liv, og det gør vi blandt andet ved at blive ved med at snakke om dem.”
Marie-Louise er enig: ”De døde forsvinder jo aldrig. De er altid med i vores hjerte, hjerner og krop. Bliver de fejet ind under gulvtæppet, kan det hos den efterladte forstærke smerten og savnet,” siger hun. Det var for et par år siden tilfældet med en af Marie-Louises veninder. Hendes første jul uden sin mor blev kun mere forfærdelig af, at ingen nævnte den afdøde mor med et ord. Marie-Louise er dog overbevist om, at det ikke var fordi, at de var ufølsomme eller ligeglade med veninden og hendes afdøde mor.
”Det handler om, at vi føler os hjælpeløse, når det gælder døden. Selvom den ikke er tæt på os, er den grim at se på, for den bliver indirekte en konfrontation med vores egen dødelighed, og dem vi har nær,” forklarer hun.
Veninden, der havde lyst til at tale om sin mor, afholdt sig samtidig fra at gøre det, da hun var bange for, at det ville lægge en dæmper på julestemningen. Og det er ofte det, som efterladte gør, fortæller Mette: ”Lægger låg på deres sorg og snakken om de døde.”
Ifølge Mette viser undersøgelser, at 75 % af efterladte fraholder sig fra at fortælle om deres sorg eller den døde på grund af hensyn til deres omgivelser.
”Man vil ikke belemre omverdenen og tænker måske; ’Ej, jeg kan jo heller ikke blive ved med at nævne min afdøde kæreste eller mor’. Men selvfølgelig kan man det. Behovet aftager over tid, ja, men i starten – og især under jul – har mange efterladte et enormt behov for at snakke om den døde.”
Flosklerne gør det kun værre
Derfor skal man som efterladt, ifølge forfatterne,tale ligeså meget som man vil om den afdøde. Faktisk bør man som efterladt – især den første svære jul – være sig selv nærmest. Det kan være i det små såvel som i det store. Føles det forkert at danse om juletræet, så tak høfligt nej, og hvis man overhovedet ikke har lyst til at fejre jul, så er det også helt okay.
Især kan sidstnævnte være svært at acceptere som pårørende til en efterladt. For selvfølgelig vil vi som pårørende tænke, at han eller hun ikke skal sidde derhjemme alene juleaften. Det bliver han eller hun jo ikke i bedre humør af, vel?
”Igen er det en tankegang, der siger en del om, hvordan vores samfund er indrettet. Vi har en problemløser-mentalitet. Hvis nogen har et problem, skal det løses. Men sorgen, der skyldes et dødstab, kan ikke løses, og det kan som pårørende til den efterladte være svært at erkende. Den vigtigste erkendelse bør i stedet være, at man skal være der og anerkende den sørgendes sorg.” Så i virkeligheden handler det som pårørende blot om at anerkende, at det for den efterladte er en enorm barsk tid, som han eller hun står midt i?
”Ja, præcis,” svarer Marie-Louise og fortsætter; ”Og hold dig fra flosklerne om, at ’det går nok snart over’ eller ’men han var også gammel’, for så er du som pårørende igen ude i et projekt, der handler om at fikse tingene, men det hjælper ikke den efterladte. Tværtimod.”
”Specielt ikke det første år,” tilføjer Mette. ”Den første jul, hvor der er så mange traditioner og ’det plejer vi at gøre’, men lige pludselig er den der ’det plejer vi’ der ikke mere, for den, man har mistet, plejede jo at være der. Det er bare en svær måned, og det er også ok.”
Forfatternes 4 gode råd til komme igennem julen, når du har mistet Til den efterladte: Gør dig tanker
Den første jul kan være ekstra svær. Måske skal julen forløbe så tæt på det, som du plejer at gøre. Måske har du lyst til at gøre noget nyt. Som efterladt er det helt op til dig. At mindes Det kan være dejligt at bringe minder frem om den afdøde. Tænd et lys, tag på gravstedet, spis den mad den afdøde elskede eller tag et billede frem af den afdøde. Og husk, at du sagtens kan veksle mellem at være glad og ked af det i julen. Brug tid på dig selv
Mærk efter, hvad du har lyst til at deltage i. Sig fra, hvis det bliver for overvældende. Skift mening, hvis du alligevel får lyst til at deltage. Tal om den, du savner. Vis omsorg for dig selv Pas på med for meget alkohol og dårlige søvnmønstre. Bevar rutiner, få spist sundt, motioneret og sovet godt.
Til de pårørende
Udbring en skål før og under maden, der viser den efterladte, at den afdøde ikke er glemt.
Hav gerne et billede stående fremme af den afdøde.
Lav gerne den specielle ret, som den afdøde elskede.
Hvis du er i tvivl om, hvordan den efterladte vil reagere, så forbered og tal med den efterladte inden juleaften.
Fakta-boks om bogen:
”Dus med døden” er en bog om at miste – men især om at stå ved siden af én, der har mistet. Målet med bogen er derfor at ruste dig til at føle dig bedre tilpas, når du møder en, der er i sorg. Bogen skal være et opgør med tavsheden, akavetheden og flosklerne, der kan være, når vi står overfor et menneske, der har mistet.
[wp-svg-icons icon=”location” wrap=”i”] FIND DIN LOKALE BEDEMAND
