Cecilie Hother mistede sit ufødte barn: ”Alt, jeg ønskede, var at give ham alle livets smukke gaver. Men den mulighed blev jeg frarøvet”

For 1,5 år siden mistede Cecilie Hother og hendes mand deres ufødte søn, Karl. Han døde inde i Cecilies mave, da hun var blot et halvt år henne i sin graviditet, og at skulle miste samt føde sin døde søn er en sorg, der kræver kræfter, energi og forskellige strategier for at tackle i hverdagen – også, når man skal rumme sin partners anderledes måde at sørge på.

Tekst Camilla H. Gjedde

”Der er noget, der ikke er, som det skal være,” er nok en af de mest skræmmende beskeder, man kan få at vide, når man som gravid ligger der på briksen med den efterhånden ret så store mave blottet og får scannet sit ufødte barn. Men som vordende forældre må den allermest skræmmende, eller rettere sagt tragiske og mest frygtelige, besked i stedet være at få at vide, at barnet er dødt.

Ikke desto mindre var det den besked, Cecilie Hother og hendes mand, Thomas, fik, da de er cirka et halvt år inde i graviditeten.

– Da lægerne sagde, at der var noget, der ikke var, som det skulle være, tænkte jeg selvfølgelig, at det fikser de. Det er sikkert ingenting, og hvis der nu skulle være et og andet, er det jo noget, de fikser. Lægerne fikser altid alting, så selvfølgelig gør de også det med Karl, hvis der skulle være noget, fortæller Cecilie.

Men lægerne kan ikke fikse Karl, og Karl dør efterfølgende inde i Cecilies mave. Hun er så langt henne i sin graviditet på det tidspunkt, at hun var nødsaget til at føde ham, fortæller den ellers altid smilende tv-vært, der på dette tidlige tidspunkt i dette interview må se sig slået af følelsernes vold og lade tårerne få frit løb:

– Herefter gik jeg totalt ned med flaget. Jeg endte i et dybt, mørkt hul, og jeg ved ikke, hvorfor sorgen ramte mig så hårdt som den gjorde. Selvfølgelig er en stor del af sorgen drømmene om fremtiden, kærligheden til livet i maven, som alle blev revet fra mig. Det er en stor del af sorgen

Den 2. marts 2019 føder Hother Karl. En lillebitte smuk, færdigbagt og fuldstændig perfekt lille Karl, som vender op og ned på hendes og familiens liv.

 

Makabert og ubeskrivelig smukt på én gang
Når man skal føde et dødt barn, er der mange procedurer, der skal følges. Men selvom der er visse retningslinjer, er det ikke nødvendigvis et spørgsmål om at ”få klaret det, der skal klares,” og så er det ud ad hospitalet igen. Er det nu en gang det, man ønsker, er det naturligvis også muligt, men for de fleste bliver sorgen i øjeblikket også udløst af en smuk oplevelse og lige så fin afsked:

 Jeg kan huske, jeg nåede at tænke, at så må jeg jo ’bare’ føde ham, så vi kan komme videre med vores liv. Men så krakilsk kan man ikke nødvendigvis opstille det, og efter, jeg havde født ham, endte jeg jo med at ligge med ham, holde om ham, passe på ham og kærtegne ham, og på det døgn, vi var på Rigshospitalet med Karl, blev Thomas og jeg til Karls far og mor, fortæller Hother og fortsætter dybt berørt af at tænke tilbage på de følelser, der gik igennem hende i løbet af det døgn på hospitalet:

– Jeg fødte den smukkeste lille dreng, som lignede sin far så ubeskrivelig meget, og han var så fin og færdig og bare ekstremt lille. Jeg kunne ikke tænke på andet, end hvor smuk han var, og jeg blev også mega stolt af ham, men også at det var min lille dreng, der lå der. Og alt jeg ønskede var at give ham alle livets smukke gaver, men den mulighed blev jeg frarøvet.

Cecilie blev omsorgsfuld og trådte direkte ind i beskytterrollen som mor, da Karl lå der sammen med hende. Anderledes var det for hendes mand, Thomas, for lige så meget, som Hother bare ville ligge der og passe på lille Karl, lige så vred blev Thomas i situationen. Vred over uretfærdigheden ved at miste og få deres søn taget fra sig.

Efter at have haft tid sammen med Karl på hospitalet, skulle de se den barske realitet i øjnene. De skulle nemlig til at pakke deres og Karls ting og i samme ombæring vende tomhændet hjem til parrets fælles 3-årige Ellinor. Med en tom autostol. Det lyder umiddelbart barskt og total surrealistisk, og det var det i den grad også for parret.

– Der sker mange anderledes ting efter en fødsel, når barnet er født dødt, og man så skal til at hjem igen uden barnet. Jeg husker det som et så makabert øjeblik, da en sygeplejerske kom og sagde, at nu skulle Karl lægges på køl. På køl? Tænkte jeg bare, for det er så mærkeligt og surrealistisk at nogen bruger de ord i forbindelse med en handling, der skal sættes i værk med mit nyfødte barn, forklarer hun og pointerer, at dét virkelig var startskuddet på den kommende sorgproces.

 

”Hvorfor egentlig os?!”
At vende hjem uden et barn var for parret så surrealistisk, at det er tæt på umuligt at sætte ord på. For hårdt beskriver ikke, hvor svær situationen egentlig var, men når Hother dvæler lidt ved tanken, er der nok især én følelse, der skiller sig ud.

Uretfærdighed.

Det er følelsen af uretfærdighed, der bliver ved med at vende tilbage til parrets oplevelse af hele det forløb, de har været igennem – en evig følelse, der nu er en integreret del af dem og deres liv. Og det at opleve noget, der føles så uretfærdigt, barskt og hårdt, er svært at forene sig med. Faktisk er det så svært, at det nok kun er forældre, der har stået i selvsamme situation, der kan relatere sig hertil, siger Hother og fortsætter:

– Jeg kommer aldrig nogensinde til at sige, at det her skete af en grund. Det der med, at alting sker af en eller anden grund, holder bare ikke i en situation som denne, for det er så uretfærdigt, helt igennem meningsløst og så dyb og mørk en sorg.

For Thomas var det vigtigt at have forskellige projekter at gå i gang med. Derfor var det til hans store held, at de på daværende tidspunkt var ved at flytte i nyt hus, og i forbindelse hermed var der en række projekter, der helt naturligt fungerede som en ventil for hans sorg.

– Jeg kan huske, at Thomas tog mig med ud for at kigge på nyt badeværelse. Vi besluttede os da også for et badeværelse, men da vi kom ud i bilen igen, sad jeg tilbage med et stort tomrum. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvilket badeværelse vi havde besluttet os for eller overhovedet, hvad der lige var sket derinde i butikken.

Hother havde blot været en tom skal i en badeværelsesforretning. Intet erindrer hun. Hverken snakke med sin mand eller beslutninger om deres fremtidige badeværelse. Men det var hendes måde at reagere på sin sorg i det pågældende øjeblik. Nemlig at lukke helt ned.

 

Sorgens mange ansigter
Generelt husker Cecilie ikke meget fra det første halve år efter tabet af Karl. Her drejede det sig nemlig mest af alt om at kæmpe for at holde sig oven vande og kunne være en eller anden form for mor og kone til sin datter og sin mand.

– Faktisk var jeg uforberedt på, at sorgen ville ramme mig så voldsomt, men vi reagerer alle meget forskelligt på sorg. For mig var det i starten, at jeg gravede mig ned i et dybt hul. Jeg sov nærmest ikke, mens det senere har været vigtigt for mig at tale om, hvad det er, vi er gået igennem og stadig går igennem.

Faktisk er det et af Hothers allervigtigste budskaber i forbindelse med at italesætte det at miste et ufødt barn og sorg generelt; at give plads til alles følelser, reaktioner og måder at tackle sorgen på. I hendes optik er der nemlig lige så mange måder at tackle sorgen på, som der er mennesker, der bærer rundt på en sorg:

– Det er så virkelig vigtigt, at vi får arbejdet med vores sorg, ligegyldigt hvordan vi bedst gør det. Det, der virkede bedst for mig, var helt sikkert at være med i en sorggruppe. Sorggruppen ændrede alt for mig, fordi jeg kunne snakke med nogen, der fuldt ud forstod, hvad det var, vi gik igennem, og hvor ondt vi havde i sjælen og i hjertet, fortæller hun og forklarer afsluttende, at sorggruppen og viste, hvor forskellige ansigter sorg har:

– Jeg havde da til tider svært ved at forstå, hvorfor Thomas ikke reagerede som jeg, og det frustrerede mig også. Men at have været med i sorggruppen gav mig en forståelse for, at vi alle tackler sorg på forskellige måder. Og her er det vigtigste faktisk at kunne rumme og give hinanden plads til at sørge, fuldstændig som man har behov for, siger tv-værten, der idag kan kalde sig mor til tre. Mor til Ellinor fra 2016, Karl 2019 og ’Spunken’ fra april 2020, som de kalder deres nyfødte, unavngivet lille søn.

 FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112