fbpx

Marianne Wichmann er vågekone – hun våger over døende i deres sidste tid. For en måned siden oplevede hun for første gang, at en person døde under hendes vagt, men det var ikke en ubehagelig situation. Det var tværtimod smukt og fredsommeligt.

For fire år siden faldt Marianne Wichmann over en artikel i sin lokalavis. Artiklen drejede sig om et informationsmøde, der blev afholdt af Røde Kors, hvor man kunne komme forbi og høre nærmere om, hvad det vil sige at arbejde som vågekone.

”En vågekone sidder hos den døende, hvis ikke der er nogle pårørende, eller hvis de pårørende har brug for et åndehul”, fortæller Marianne Wichmann, der siden informationsmødet besluttede sig for at melde sig som frivillig i vågetjenesten i et ældrecenter i Glostrup. Men inden hun meldte sig, gjorde hun sig flere overvejelser, for når du arbejder som vågekone, har du døden helt tæt på.

”Før jeg begyndte i vågetjenesten, havde jeg kun set et enkelt dødt menneske. Det var min svigerfar, så jeg tænkte meget over, hvordan jeg ville reagere, hvis en person døde, mens jeg var på vagt. Men qua mit job i bedemandsbranchen i Begravelseskassen Danmark taler jeg dagligt med pårørende til døde, så på den måde, er jeg vant til at omgås døden.”

Altoverskyggende for sit endelige valg var dog, at Marianne Wichmann vidste, at hun som vågekone kunne gøre en forskel både for den døende og de pårørende.

”Der var et eller andet i inde i mig, der sagde, at det var noget, jeg skulle gøre for andre.”

Vågekonens virke

Som vågekone skal du være psykisk robust, du må ikke lade dig slå ud, selvom du er blandt mennesker i meget sårbar periode. Derfor er det ikke mindst vigtigt, at du kan vise omsorg i din blotte tilstedeværelse, så der kan blive åbnet op for et trygt rum både for den døende og de pårørende.

”Forud for en vagt får jeg altid at vide, hvad den døende hedder, hvor gammel vedkommende er, og om personen har pårørende eller ej. De døende kan have forskellige behov, nogle kan godt lide at blive holdt i hånden, blive aet på kinden og andre skal bare have lov at ligge og mærke ens tilstedeværelse i rummet”, fortæller Marianne Wichmann, hvis vagter som oftest foregår om aftenen i et par timer. For en måned siden mødte hun ind til en vagt, som hun så ofte har gjort før. Men denne gang var det første gang, hun skulle opleve, at en person åndede ud for sidste gang i hendes nærvær.

 Det var en meget smuk oplevelse

Det er en hverdagsaften, og Marianne Wichmann møder ind på vagt kl. 20.00. Da hun ankommer, er den ældre kvindes pårørende tilstede – de har været sammen med hende det meste af dagen og har brug for en pause og at komme lidt ud, så de er taknemmelige for, at Marianne Wichmann kan træde til.

”Da de pårørende er taget afsted, præsenterer jeg mig for den ældre kvinde. Jeg fortæller hende, at jeg kommer fra vågetjenesten og vil sidde ved siden af hende, så hun kan slappe helt af. På det tidspunkt er hendes vejrtrækning meget urolig. Jeg kigger rundt på hendes værelse, og jeg kan se, hun har en reol fyldt med elefanter i forskellige størrelser. Jeg er selv vild med elefanter og begynder at tale om de mange fine figurer, hun har stående. Kvinden er meget svag, og jeg får ganske vist ikke noget svar, men hun kan høre mig. Jeg tager roligt hendes hånd og begynder lige så stille at synge ’You’ve Got A Friend’ af Carole King. Der spreder sig en ro i hele lokalet, og jeg kan høre, hvordan hendes åndedræt går fra uroligt til mere afslappet og stille. Da klokken bliver 21.50, kan jeg pludselig ikke høre nogen vejrtrækning. Jeg mærker efter, men der er ingen puls, så jeg får med det samme fat i en ansat på ældrecenteret.”

En SOSU-assistent kommer ind på værelset og åbner et vindue, så den dødes sjæl kan flyve ud. Mens den beroligende melodi er strømmet ud af Mariannes mund, har den ældre kvinde lige så stille og roligt åndet endeligt ud.

”Jeg ved ikke, om man kan sige det sådan, men på en eller anden måde, var det meget smukt. Kvinden døde ikke alene – hun døde fredfyldt. Det var som om, jeg mærkede, at hun var klar til at tage af sted.”

 

 Ingen skal dø alene

Der er ingen tvivl om, at Marianne Wichmann efter den aftenvagt var rørt, men allermest var hun lettet på kvindens vegne over, at hun var kommet videre på en god måde.

”Forud for denne oplevelse havde jeg været nervøs for at skulle opleve et dødsfald på en af mine vagter, men nu hvor jeg har oplevet det, havde jeg det rigtig godt med, at jeg havde siddet hos kvinden til det sidste”, fortæller Marianne Wichmann og uddyber:

”Jeg føler, at vi vågekoner skaber en stor tryghed for både den døende og de pårørende. Vores tilstedeværelse skaber ro sammenlignet med, hvis den døende lå helt alene. De kan mærke og høre, vi er der – og det, tror jeg, bestemt gør en forskel. Det må jo være forfærdeligt at ligge og vente på døden uden, at der er nogle, som er der for en.”

At være så tæt på døden åbner også op for, at Marianne Wichman selv gør sig tanker over livet.

”Vi lever alle et unikt liv, derfor skal alle have lov til at komme herfra på en god måde – det skal ikke bare være farvel uden noget eller nogen. Lige så vel som livet har været noget særligt, skal det sidste farvel også være det. Det er blandt andet derfor, at jeg har valgt at være frivillig i vågetjenesten.”

 

Vågetjenesten – for dig, der er pårørende til en døende

Er du pårørende, plejepersonale eller ven til en døende person, og har det du svært ved at få kræfterne til at slå til efter et langt sygdomsforløb? Vågetjenestens frivillige giver tryghed og skaber ro i den allersidste tid.

Som pårørende kan du bruge de frivillige som ekstra tryghed i den vanskelige tid. Det kan være i hjemmet, på hospitalet eller på plejehjemmet.

Som plejepersonale skal du vide, at vågetjenestens arbejde er frivilligt og ulønnet. De frivillige deltager aldrig i plejen af den døende. De er til stede for at skabe ro og tryghed for den døende og eventuelle pårørende. Det gør dermed også plejepersonalets hverdag lettere.

Kilde: rodekors.dk

 FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112

gtepar-e1387466310597
4_b11