Så sad der en voksen mand og sang ’Æblemand’ til bisættelsen, men det passede så fint”
Af Kasper Hornbeck
Der er i stigende grad efterspørgsel på begravelser og bisættelser, der er gjort personlige. En efterspørgsel, som bedemændene i Begravelse Danmark mere end gerne efterlever – om det så indebærer mjød og vikingehorn eller smukke viser og fællessang.
Den afdødes familie og venner havde stillet sig rundt om kisten. Man havde fyldt et vikingehorn med mjød, som nu gik sin tur omkring kisten. Ritualet var, at man sagde et par ord til afdøde, tog en slurk af hornet og så afsluttede med et bastant ’Hil dig’. Så sendte man vikingehornet med mjød videre til den næste i kredsen, der gentog ritualet.
Bisættelsesseancen overværede Henrik Trenskow i kraft af sit arbejde som bedemand for Begravelse Danmark i Aalborg.
”Der er jo forskellige slags bisættelser og begravelser. De begravelser, hvor afdøde er medlem af folkekirken, og hvor der derfor er et fast ritual, der skal følges. Og så har du borgerlige bisættelser, hvor afdøde ikke er medlem af folkekirken, hvilket vil sige, at der ikke er noget fast ritual, der skal følges. Der er ikke nogen præst, der skal stå for højtideligheden, så det er helt op til familien, hvad der skal ske.”
Ikke så overraskende hørte seancen med vikingehornet og mjød, der blev sendt på tur om kisten, til det, man kalder en borgerlig bisættelse. Men Henrik Trenskow oplever generelt, at der er efterspørgsel på bisættelser og begravelser, der er gjort mere personlige. Det samme viser en rundspørge foretaget af analyseinstituttet Megafon for Landsforeningen Liv&Død og Begravelse Danmark tilbage i 2013. Her sagde kun 63 % af den danske befolkning, at de ønskede sig en traditionel, folkekirkelig begravelse, og som bedemand opfordrer Henrik Trenskow da også til, at man så vidt muligt søger at personliggøre den sidste afsked – om det så er med mjød, vikingehorn eller fællesang.
”Jeg havde for en uge siden en borgerlig bisættelse, men hustruen var medlem af folkekirken, og hun var derfor vant til, at der var en præst med til begravelsen. Her var mit allervigtigste job at spørge ind til afdøde – hvad var han for et menneske? Han havde spillet guitar og sunget børnesangen ’Æblemand’ for sine børn, da de var små. Det affødte så, at hans gode ven, der kunne spille guitar, spillede sangen ’Æblemand’ til bisættelsen. Det har jeg alligevel aldrig oplevet: At der så sad en voksen mand og sang ’Æblemand’ til en bisættelse, men det passede simpelthen så fint.”
Du tog mit hjerte med
Det er dog ikke kun de borgerlige bisættelser, der kan gøres personlige, fortæller Henrik Trenskow. En af hans til dato mest mindeværdige begravelser er netop en folkekirkelig begravelse.
”Der var tale om en meget musikalsk arkitekt, der kom fra en meget musikalsk familie her i Aalborg. Man havde udsmykket kisten, så hans bratsch (et strygeinstrument af violinfamilien, red.) indgik i kistepynten, og vi fik arrangeret det sådan, at hele familien var oppe at synge en sang, som hans søn havde skrevet. Da højtideligheden var slut, og kisten skulle bæres ud til rustvognen, rejste sønnen sig og tog sin fars bratsch, gik foran kisten hele vejen ud til rustvognen og spillede farens yndlingsvals. Begravelsen var fra start til slut holdt i afdødes æstetiske og musikalske ånd.”
Det er sådanne bisættelser, der, selv i lyset af, at der er tale om en så sørgelig begivenhed som en begravelse, kan virke livsbekræftende. Men arbejdet som bedemand kan også byde på både hårde oplevelser og skæbner. Det ved Gitte Gottliebsen, der er bedemand for Begravelse Danmark i Glostrup. Tidligere sad hun som bedemand på Vesterbro i København, hvor nogle af samfundets hårdeste skæbner lever og dør, og særlig én bisættelse for godt 10 år siden har hun ikke kunnet glemme.
”Det var en ung mand. Han var omkring 25 år med både en mor, far og søskende. Men de ønskede hverken at tage sig af hans begravelse eller få en kontakt til, hvornår han skulle herfra. Den satte sig i mig. Jeg kan jo godt forstå, at man som familie kan være nødt til at skabe afstand til et ungt menneske, der er endt i et misbrug. Der kan være både svigt og tyveri, der umuliggør sådan et forhold. Men derfra og så til at få meddelelsen om, at sønnen er afgået ved døden, og svare: ’Hvad rager det os?’ Det gjorde dybt indtryk på mig, især da jeg stod alene med præsten og den unge mand i kisten,” husker Gitte Gottliebsen.
Heldigvis har hun, ligesom sin kollega i Aalborg, også oplevet begravelser fulde af kærlighed, omsorg og minder.
”Der var en ældre herre – han var både far, farfar og oldefar, og han havde været hele familiens samlingspunkt. Så hvordan skulle de nu komme videre? Det var ligesom stemningen” fortæller Gitte Gottliebsen.
”Men så blev der holdt taler, og jeg mindes især hans oldebarn, som på hans foranledning havde lært at spille guitar. Til bisættelsen satte hun sig op ved kisten og spillede sangen ’Du tog mit hjerte med’. Både børn, børnebørn og oldebørn stemte i, og det gjorde simpelthen et enormt indtryk på mig. Både at hele familien var så fastbesluttet på, at denne her sidste afsked skulle være så smuk, men så også det her oldebarn, der, selv om hun var tydeligt berørt, kunne sætte sig derop og spille,” siger Gitte Gottliebsen.
Det må og skal dog ikke blive et pres, hvor man som efterladt føler, at man skal ”præstere” en flot og personlig begravelse eller bisættelse. Det kan midt i sorgen og alle de praktiske gøremål være svært nok at overskue og skulle tage stilling til meget simple ting. Men det er netop her, at en bedemand kan være til stor hjælp.
På www.begravelsedanmark.dk kan du ved at indtaste dit postnummer finde din lokale bedemand.
FIND DIN LOKALE BEDEMAND
RING DØGNET RUNDT
