”Karriereskiftet til bedemand er det bedste, jeg nogensinde har gjort”

mariabedemand1

For halvandet år siden tog Maria en stor beslutning, der ændrede hendes liv. Uden erfaring sprang hun hovedkulds ud i livet som bedemand. Vi har været med 38-årige Maria på arbejde en helt almindelig tirsdag.

”Min far er død i nat. Han ligger på et plejehjem i Hvidovre.”

For de fleste ville beskeden fra denne unge mand på denne solskinsmorgen i juni få det til at løbe koldt ned ad ryggen, få hårene til at rejse sig og klumpen i halsen til at sætte sig. For Maria er opringningen blot en helt almindelig start på arbejdsdagen.

Maria er 38 år. Mor til tre. Forhindringsløbs-entusiast. Og bedemand.

“”Når jeg fortæller dem, jeg møder på min vej, at jeg er bedemand, får de et chok. De fleste tror jo, at en bedemand er en mørkklædt, sørgmodig ældre mand.

Omgivelserne har svært ved at forstå, at en bedemand også kan være en kvinde stylet med nydeligt opsat hår, den rette makeup og smykker om halsen.”

Indtil for tre år siden havde Maria aldrig overvejet, at der skulle stå bedemand på CV’et.

”Jeg mistede min egen mor i 2014 til cancer,” fortæller hun med et øjebliks fravær i blikket.

”Dengang var jeg helt ude af den og blev mødt af en bedemand, som jeg ikke syntes gav mig noget som helst. Han var meget stringent i sin måde at tackle situationen på. Og han var hverken tilstedeværende eller åben omkring, hvad der skulle ske. Jeg fik virkelig en følelse af, at dét her, det kan jeg gøre bedre.”

I mere end et år søgte Maria stillinger som bedemand i forretninger rundt om i hele landet. Men uden erfaring fra en begravelsesforretning hobede bunken af afslag sig op indtil en dag i marts sidste år, hvor en mulighed åbnede sig. Maria fik tilbudt en stilling i Begravelse Danmark og tøvede ikke et øjeblik med at gribe chancen.

”Jeg var på det tidspunkt social- og sundhedsassistent i hjemmesygeplejen og havde været det i mere end 20 år, så jeg trængte virkelig til nye udfordringer. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men tænkte ved mig selv, at jeg ikke havde noget at miste. Karrierespringet er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Det giver mig virkelig meget, at folk kan gå herfra med et smil på læben og tænke, at der er styr på tingene, selv om de er følelsesmæssigt ude af den.”

Kl. 9.30 De svære beslutninger

Kun bunken af Kleenex på bordet og urnerne i reolen afslører, at vi befinder os i en begravelsesforretning og ikke en almindelig dagligstue.

Maria løfter blikket fra sin iPad og gør et holdt med de lange gule lakerede negle mod tastaturet, der skriver på livet løs for at besvare bunken af ulæste mails, der har hobet sig op i nattens løb.

”Vi har en travl dag foran os,” siger hun og fortsætter sine skriverier.

mariabedemand2

Det er i dette rum, at Maria møder familierne for første gang.

Om et øjeblik vil døren gå op, og ind vil komme den unge mand, som ringede Maria op tidligere på morgenen. Han vil have sin søster med. De to har få timer forinden set deres far sove ind. Nu skal de ud over sorgen tage stilling til, om deres far skal begraves eller bisættes, hvilken kiste der skal bruges, om gravstenen skal være rund eller firkantet, hvad der skal stå i dødsannoncen, hvilke blomster der skal oven på kisten, og hvornår børnebørnene kan lægge tegningerne til bedstefar i kisten. Det er Marias opgave at være den lyttende, men samtidig den professionelle, der tager det værste tryk af kaos fra familiens skuldre.

En prekær situation

Den første samtale med de efterladte er en prekær situation for både familien og Maria. Ud over at tårerne skal tørres af kinderne, den afdøde skal mindes, og de mange beslutninger skal tages, må familien også forholde sig til, at det er bekosteligt, når ens kære skal herfra.

”Det er en af de største udfordringer ved at være i dette fag, når man skal fortælle familien, hvad tingene koster. Jeg laver altid et overslag over omkostningerne, som jeg gennemgår med familien, men det er ikke billigt at komme herfra. En almindelig begravelse kan nemt koste mellem 15.000 og 20.000 kr. Jeg gør altid, hvad jeg kan for at fortælle familierne, at man ikke behøver at overfylde kisten med blomster. En enkelt rose kan også gøre det – ligesom en lille sten kan være mindst lige så fin som en stor. For mig handler det om at give familien en god afsked

Kl. 12.30 En branche, hvor fejl IKKE må ske

Efter samtalen med familien følger papirarbejdet, inden turen fortsætter til plejehjemmet, hvor den afdøde far skal lægges i kiste. Det er på dette tidspunkt af dagen, Maria skal være mest på mærkerne. Enhver fejl vil blive bemærket og kan have store konsekvenser for de efterladte.

”Jeg er i en branche, hvor der bare ikke må ske fejl. Forstil dig, at du er kommet til at skrive et forkert navn på båndet på blomsterkransen, der skal ligge på kisten. At det er den forkerte dødsannonce, du har fået sat i avisen. Eller at du har fejlinformeret stenhuggeren. Der må bare ikke ske fejl. Heldigvis er jeg meget perfektionistisk. Og jeg har lavet mit eget system, hvor jeg skriver alting ned og sætter krydser, når en opgave er udrettet. Ellers husker jeg simpelthen ikke familierne fra hinanden.”

Det er i dette rum, at Maria møder familierne for første gang.

Døden og de pårørendes sorg

Selv om Maria dagligt står ansigt til ansigt med døden og andres sorg og ulykke, tager hun ikke arbejdet med hjem.

”Det har nok noget at gøre med, at jeg har været i hjemmesygeplejen i så mange år. Jeg har været vant til at kunne lægge ting fra mig. Og som regel er det jo gamle mennesker, der går bort. Det er en naturlig del af vores liv, og det har jeg det egentlig o.k. med. Hvis du skal blive berørt, hver gang et gammelt menneske går bort, kan du ikke holde til det her arbejde.”

Men der er familier, der rører Maria mere end andre:

”Det er værre, når det er børn. Det har jeg prøvet én gang. Og det var virkelig hårdt at se dette stakkels forældrepar, som havde mistet deres lille dreng, og som selv ville lægge ham i kisten, inden jeg skulle skrue låget på. Hold nu op. Der stod jeg virkelig og rystede. Og da familien bar den lille kiste ud, trillede tårerne ned ad mine kinder. For nylig mistede min veninde først sin mor og ugen efter sin mormor. Jeg var bedemand i begge tilfælde. I sådanne situationer kommer døden tæt på på en helt anden måde.”

Kl. 13.00 Et sidste farvel

Maria smækker bildøren i og begynder at gå hen mod indgangen til plejehjemmet med hastige skridt.

Hvad går der gennem dine tanker lige nu, hvor du om lidt skal se den afdøde far og overvære familiens sidste farvel?

”Lige nu tænker jeg faktisk mest på, om jeg skal gå til højre eller venstre, når jeg kommer ind i receptionen. Og så tænker jeg på de andre beboere på plejehjemmet, for lige om lidt kommer rustvognen, og man kan bare forestille sig, at de må tænke: ’Er jeg mon den næste?’”

Ude foran stuen bliver der tændt et lys for den afdøde far og sat et skilt frem. Sådan er proceduren, hver gang en familie skal sige et sidste farvel.

Inde på plejehjemmet er familien, forstanderen og resten af personale samlet. De står skulder ved skulder omkring den afdøde fars seng.

Tårerne triller, da de den velkendte salme ’Op al den ting, som Gud har gjort’ fylder rummet.

Det er en fast tradition på plejehjemmet i Hvidovre, at når en beboer går bort, laver de ansatte en ceremoni på stuen, hvor der bliver sunget en salme, fortalt nogle søde ord om den afdøde, og efterfølgende bærer de ansatte den afdøde ud i rustvognen, som holder klar ude foran.

Under den blå himmel bærer personalet den afdøde ud i den kulsorte, skinnende rustvogn.

”Så er vores opgave med familien midlertidigt færdig. Senere venter en masse papirarbejde i form af anmeldelse af farens død, bestilling af urne, bestilling af blomster, aftaler med kirken og så videre. Men nu er det af sted på krematoriet og hente nogle urner, der skal køres til kirkegården,” siger Maria.

Kl. 14.30 Et besøg på krematoriet

Efter besøget på plejehjemmet tager Maria os med forbi krematoriet.

Vi bliver ført ned i den kolde kælder, så vi kan få et indblik i, hvordan det egentlig foregår, fra de afdøde kommer ind i en kiste, til de ender i en urne.

”Her står kisterne på køl og venter på at blive brændt. Og i dag står her 24 stk. i alt,” fortæller Maria, mens vi står inde i det fire grader kolde fryserum.

Der kan gå op til 14 dage, fra de afdøde kommer ind i kølerummet, til de er blevet brændt.

Du er også med til at klargøre de afdøde, dvs. at du bl.a. klæder dem på og lægger dem i kisten. Hvordan har du det med det?

”For mig har det været helt naturligt at skulle røre ved de døde, fordi jeg har været en del af det sundhedsfaglige fag så længe. Havde jeg ikke været det, var det nok noget andet. Men det generer mig helt ærligt ikke.”

mariabedemand7

Maria står foran lågen til ovnen, hvor kisterne kommer ind i ovnen. Maria peger på en lille sten lavet af ler, som lige nu er det eneste, der markerer, hvilken afdød der ligger inde i ovnen.

mariabedemand8

Efter kisten med den afdøde er blevet brændt i ovnen, bliver knogleresterne blendet til aske, hvorefter asken bliver overført til urnen.

Ikke for sarte sjæle

Arbejdet som bedemand er ikke altid for sarte sjæle, og det overraskede da også Marias chef, at hun har valgt at blive i virksomheden.

”Jeg kan huske min første evalueringssamtale med min chef, hvor han sagde: ’Jeg havde ikke troet på, at du ville være i jobbet et helt år senere.’ Men jeg har ikke intentioner om at stoppe foreløbig. Jeg har et fantastisk arbejde, hvor jeg hver dag føler, at jeg kan gøre en forskel,” afslutter Maria.

En dag med Maria Synnestvedt, Begravelse Danmark i Hvidovre

Bedemand hos Begravelse Danmark

Som bedemand i Begravelse Danmark er din unikke opgave at bistå de pårørende med at sætte ord og handlinger på ønskerne for afskeden/højtideligheden. Du er sammen med de pårørende stærkt medvirkende til at sikre starten på et godt minde for de pårørende og afdøde.

Enhver henvendelse fra pårørende er en helt særlig henvendelse, og vores bedemænd tilbyder at tilrettelægge og udføre personlige og individuelle højtideligheder ud fra ønskerne fra de pårørende og naturligvis fra afdøde selv, hvis afdøde har gjort opmærksom på sine ønsker.

Kompetencer

Vi lægger derfor vægt på, at du som bedemand har følgende kompetencer:

  • Kan lide og sætter pris på at hjælpe andre
  • Er serviceminded og udadvendt med en god situationsfornemmelse
  • Er god til at lytte og spørge ind til andres ønsker og behov
  • Er ansvarsfuld og omhyggelig i dit arbejde
  • Kan arbejde selvstændigt
  • Kan bevare overblikket i pressede situationer
  • Bidrager til et godt samarbejde både med interne som eksterne kolleger
  • Kan arbejde med pc’er
  • Er præsentabel
  • Har en god fysik (du kommer til at bære kister)
  • Har kørekort

Jobbet som bedemand indebærer, at du selv bringes tæt på døden og mennesker i sorg, hvilket du for at kunne klare jobbet også vænner dig til. Din egen baggrund, uddannelse, erfaring og ikke mindst Begravelse Danmarks uddannelse og forventninger er med til at gøre dig professionel i funktionen som bedemand.
At være professionel bedemand indebærer bl.a., at du har forståelse for andres følelser, og at du som bedemand også kan blive berørt. Der er derfor ingen forventning om, at bedemænd er “overmennesker”, men en bedemand er en professionel person, som gennem sin erfaring og kompetence er i stand til at bistå andre mennesker i sorg.

Modne bedemænd som gode kolleger

Du får mere end 45 gode kolleger i Begravelse Danmark, som er bedemænd, og som hver dag yder en stor indsats for mange pårørende over hele Danmark. Som bedemand i Begravelse Danmark får du således et stort netværk af gode kolleger, som også er der for hinanden i de meget krævende opgaver, og som alle har glæde af det store netværk landet over.

Ca. 50 % af bedemændene er kvinder, og gennemsnitsalderen i Begravelse Danmark er 54 år. Det er ikke unormalt, at personer bliver bedemænd i en voksen alder, og derfor har de fleste bedemænd en anden uddannelse, ligesom de fleste har erhvervsmæssig erfaring inden for andre områder. Blandt Begravelse Danmarks bedemænd er der således personer med uddannelse og erhvervserfaring som social- og sundhedsassistent, sygeplejerske, bankrådgiver, falckredder, politibetjent, sælger, blomsterbinder, graver, skolelærer m.v. Gennem de seneste år er nytilgangen af bedemænd primært kommet fra personer, som har været ansat indenfor sundhedssektoren.
Er du interesseret i at vide mere om Begravelse Danmark, stillingen som bedemand eller branchen, så er du velkommen til at kontakte os for yderligere information.

Hvordan bliver man bedemand?

Er der formelle krav?

I Danmark kan alle blive ansat som bedemand eller starte egen virksomhed som bedemand. Der er således ingen formelle krav til uddannelse eller drift af virksomhed, såfremt man ønsker at være beskæftiget i bedemandsbranchen.

Uddannelse hos de to største aktører

Beravelse Danmark som er den største kæde af egne begravelsesforretninger i Danmark, har gennem mange år samarbejdet med brancheorganisationen Danske Bedemænd om at fastsætte nogle standarder for begravelsessbranchen. Brancheorganisationen Danske Bedemænd repræsenterer ca. 50 procent af de selvstændige bedemænd i Danmark, og dette betyder, at Danske Bedemænd og Begravelse Danmark på denne måde repræsenterer over halvdelen af alle begravelsesforretninger i Danmark. Der har været mange drøftelser og sonderinger rent politisk, men indtil videre er der ikke en politisk vilje til at sætte nogle generelle krav og standarder til branchen.

Selv om der på nuværende tidspunkt ikke findes generelle krav til branchen, gennemfører såvel Danske Bedemænd som Begravelse Danmark et uddannelsesprogram for bedemænd, der er medlem af Danske Bedemænd eller bedemænd, der er ansat i Begravelse Danmark.

På denne måde er de to største aktører i branchen med til at synliggøre og hæve det generelle niveau indenfor branchen. Uddannelsen, som gennemføres for alle ansatte i Begravelse Danmark, indeholder blandt andet følgende områder:

Etik i forbindelse med jobbet som bedemand, Kommunikation, Samtaleteknik, Salgsteknik, Præsentationsteknik, Kirker og kirkegårde, Lov om begravelse og ligbrænding, Begravelsesformer i andre religioner/trossamfund, Sundhedsloven vedr. ligsyn og obduktion m.m., Skifteretten, Psykisk arbejdsmiljø, Sorg og kriser, Succes-samarbejdet i lokalområdet. Praktikbesøg i anden bedemandsforretning.

Begravelse Danmarks bedemænd

Begravelse Danmark har ca. 50 bedemænd ansat over hele landet. Ca. 50 procent af bedemændene er kvinder, og gennemsnitsalderen i Begravelse Danmark er 54 år. Det er ikke unormalt, at personer bliver bedemænd i en voksen alder, og derfor har de fleste bedemænd en anden uddannelse, ligesom de fleste har erhvervsmæssig erfaring inden for et andre områder. Blandt Begravelse Danmarks bedemænd er der således personer med uddannelse og erhvervserfaring som social- og sundhedsassistent, sygeplejerske, bankrådgiver, falckredder, politibetjent, sælger, blomsterbinder, graver, skolelærer m.v.

Gennem de seneste år er nytilgangen af bedemænd primært kommet fra personer, som har været ansat indenfor sundhedssektoren.

Uddannelse af vores bedemænd

Bedemændene i Begravelse Danmarks forretninger landet over gennemgår en grundig uddannelse, som består af både teori og praktik. Dermed har bedemanden den nødvendige viden og kompetence til at rådgive de pårørende på en professionel måde.

Love og etik

Uddannelsen er med til at sikre vores bedemænds viden om relevante love, retningslinier og samarbejdspartnere , således at arbejdet udføres på et så højt etisk og fagligt niveau, som muligt.

Tillid og respekt

Indlevelse, tillid og respekt er vigtige nøgleord for vores bedemænd og kommunikation er derfor et vigtigt tema på uddannelsen. Psykisk arbejdsmiljø, etik, sorg og kriser og begravelsesformer i forskellige religioner/trossamfund er andre vigtige temaer. Vi evaluerer og videreudvikler løbende uddannelsen, så alle bedemænd hele tiden er bedst muligt rustet til deres opgaver.

 FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112