Rikke Schmidt Kjærgaard var klinisk død i 40 sekunder og lå 12 dage i koma i 2013. Da hun vågnede, var det som ’fange’ i sin egen krop. En lang hård kamp ventede forude, men i dag anser hun den svære tid for en lærerig oplevelse.
Det var den slags kulde, der trænger ind og griber fat om knoglerne. Sådan husker Rikke Schmidt Kjærgaard det allerførste tegn på den aggressive meningitis, der nytårsdag 2013 pludselig angreb hende og som godt 12 timer senere betød, at hun blev erklæret klinisk død i en ambulance på vej mod Randers Hospital.
Den daværende 38-årige forsker ved Aarhus Universitet var med sine tre børn, en ven af familien og sin mand Peter ude og gå den nytårsdag, da hun begyndte at fryse. Hurtigt gik de hjem, og Peter fyldte et varmt karbad, men lige meget hjalp det.
”Det føltes som om, at badekaret var fuld af isterninger, og da jeg trådte ud, rystede jeg så voldsomt, at jeg måtte kalde på Peter,” fortæller hun.
Her blev Peter for alvor bekymret, men Rikke Schmidt Kjærgaard slog det hen som influenza. Men der var i den grad grund til Peters bekymring. En aggressiv meningitis havde sat gang i en akut blodforgiftning, svigt af flere organer, hundredevis af blodpropper og en svær hjerneblødning. Efter karbadet udviklede tingene sig da også hurtigt fra slemt til katastrofalt. Snart begyndte hun at kaste op, og selv under flere lag dyner kunne kroppen ikke få varmen igen, mens Rikke Schmidt Kjærgaard nu døsede ind og ud af bevidsthed.
Peter tilkaldte en vagtlæge, der kom i de tidlige nattetimer. Bare en influenza, lød hans diagnose. Peter skulle ringe til familiens læge næste morgen, så ville han kunne ordinere noget medicin, der kunne slå det ned, og så var vagtlægen ellers ude af vagten igen.
Da Peter som det første den morgen ringede, kunne familiens læge over telefonen med det samme fornemme, at den var helt gal. Han kørte direkte hjem til parret og kunne med det samme erfare, at den i sandhed var helt gal med Rikke Schmidt Kjærgaard, der allerede var gået i krampe og koma.
Da ambulancefolkene ankom, var der heller ingen tøven. De bar hende ud med det samme og kørte med fuld udrykning af sted mod Randers Hospital. Det var her, i ambulancen, at hjertet gik i stå, og i 40 sekunder var Rikke Schmidt Kjærgaard erklæret klinisk død.
Fandtes bag solnedgangsblikket
At hun ikke døde – eller som minimum led en svær hjerneskade – står fortsat hen som lidt af et mirakel. De eneste mén, Rikke Schmidt Kjærgaard har i dag, er et mistet syn på venstre øje, mens ni fingre – fem på højre hånd og fire på venstre – blev delvist amputeret som følge af en koldbrand.
Samtidig hører hun til et fåtal af mennesker, der har oplevet døden og faktisk kan fortælle om det.
Så hvad kan hun huske fra sine 40 sekunder på ’den anden side’?
”Intet,” falder svaret prompte. ”Jeg ville ønske jeg kunne sige, nå, nu skal I bare høre alle sammen, så det der sker er…” Hun ler en gang, inden hun fortsætter; ”Men nej. Der er ikke noget. Ikke for mig i alt fald. Det var bare sort. Jeg var væk.”
Samme sorte intethed tegnede sig også for de næste 12 dage i koma. Her fik Peter imens stillet i udsigt, at hvis hans kone overlevede, så var det ikke den kone, han havde kendt fra før. Rikke Schmidt Kjærgaard ville med stor sandsynlighed være svært hjerneskadet, sagde lægerne. Denne diagnose holdt de også fast ved, da hun vågnede. Hun var nemlig lam og havde det, man kalder solnedgangsblik, som typisk ses hos mennesker, der netop er svært hjerneskadet. Øjnene er åbne som to små sprækker, men det er, som om der ikke rigtig registreres noget liv i dem.
Virkeligheden var dog en helt anden. Trods de mange skader i hjernen var Rikke Schmidt Kjærgaard ikke svært hjerneskadet. Tværtimod. Blot diffus og med en korttidshukommelse, der svigtede, kunne hun både se og (over)høre samtalerne omkring hendes sygeseng, blot ikke give lyd fra sig eller give sig til kende på anden måde. Et rent mareridt, fortæller hun.
Da hun kom mere til sig selv, kunne sygeplejerskerne dog godt fornemme, at der måske fortsat eksisterede en Rikke bag solnedgangsblikket.
”Når Peter ikke var der, var jeg bange, og sygeplejerskerne kunne mærke det på min krop. Pulsen steg og øjnene flakkede. Men så snart han kom, kunne de se, at jeg faldt til ro igen.”
Og Peter følte sig da bestemt heller ikke overbevist om, at hans kone skulle være hjernedød. Han insisterede på, at han kunne se en gnist derinde bag solnedgangsblikket og blev ved med at tale til hende.
En dag blinkede hun tilbage. Derfra begyndte de ligeså langsomt at kunne ’tale’ sammen. Et blink betød nej, to betød ja.
Skriv breve, vær der og giv blomster
Fra indlæggelsen gik der næsten to måneder før lægerne mente, at Rikke Schmidt Kjærgaard var uden for livsfare og rask nok til at komme på et genoptræningscenter i Hammel. Da hun ankom til Hammel, var det stadigt liggende uden at kunne røre sig ret meget, og hun var ikke i stand til at holde hovedet oprejst. Alligevel havde hun et udtalt mål om, at hun skulle lære at gå igen.
”Jeg satte mig hele tiden mål. Og når jeg opnåede det, så satte jeg mig et nyt. Men det krævede helt enorm viljestyrke og støtte fra både personale og pårørende. At jeg har haft Peter, mine børn, min mor og søster har været fuldstændig afgørende igennem alt det her,” fortæller hun med en stemme, der her små 6 år efter fortsat afslører, hvor rørende taknemmelig hun er for den støtte hun fik den gang.
”Peter var fantastisk. Hele tiden var han der og sagde, at det nok skulle gå. Og hvis det ikke lige gik en dag, jamen så fandt vi bare en måde at få det til at gå på den næste dag.”
personalet på genoptræningscentret havde dog sagt, at skilsmisse var en ret naturlig udgang oven på sådan et forløb, som de nu skulle til at gå igennem. Rikke Schmidt Kjærgaard skulle i øvrigt også regne med at gå ned psykisk før eller siden, sagde de.
”Men ingen af tingene skete, og det tror jeg skyldtes, at Peter og børnene var så positive og støttende hele vejen igennem. De var heller ikke var bange for at gå tæt på. Når det gælder patienter, der kritisk syge, så tøver mange med at gå tæt på, for kan man tillade sig det? Men det skal man ikke være bange for, vedkommende skal nok sige fra,” fortæller hun og fortsætter;
”Og så handler det for pårørende om bare at være der. Noget af det, der virkelig gav mig livskvalitet, var alle blomsterne, jeg modtog. Og brevene. Jeg fik breve fra kollegaer over alt i verden, som mine børn læste op for mig, mens jeg lå der. Min bedste råd til pårørende af en kritisk syg er at skrive breve, giv blomster, vær der! Og lad vær med at være bange for at træde nogen over tæerne.”
Det skal give mening
Men nu, hvor Rikke Schmidt Kjærgaard har prøvet at dø, hvordan har hun det så med, at hun jo en dag skal dø… igen?
”Døden må jo helst gerne komme så sent i livet som muligt, for nu tror jeg jo, at når det er slut, så er det slut,” siger hun med henvisning til, at døden for hende blot gik i sort.
”Men måske er det en god ting,” fortsætter hun ”for så handler livet endnu mere om, at man skal leve det, mens man har det. De ting, du beskæftiger dig med, skal give mening.”
En livsfilosofi, de fleste nok vil kunne sige sig enig i, men som det nok er de færreste, der som Rikke Schmidt Kjærgaard kan bakke op med handling.
Da hun blev rask nok, sagde Rikke Schmidt Kærgaard stillingen op som forsker på Aarhus Universitet og startede i stedet en videnskabsklub for børn, der skulle give dem muligheden for at tænke som forsker, samtidig grundlagde hun og fungerer i dag som CEO i virksomheden Graphicure, der arbejder på at udvikle software, som skal visualisere en patients data, når han eller hun flyttes rundt i et dansk sygehussystem, der ifølge Rikke Schmidt Kjærgaard alt for sjældent taler sammen.
”Kontroltabet var noget af det værste, jeg husker som patient Hver gang du flyttes, starter du forfra med at fortælle lægen om problemet, og det kan du som patient ikke rumme. Med Graphicure vil vi udvikle en app, som patienten bare kan trække frem og vise lægen. På den måde genvinder man som patient lidt kontrol.”
Og så udgav hun i år bogen ’Blink’, der med hendes egne skæbnesvangre oplevelser fra 2013 er møntet på at hjælpe både patienter, pårørende og sygehuspersonale til at håndtere livet, når det er allerhårdst.
”Det giver så meget mening for mig, og så gør det ikke noget, at når jeg en dag er væk, så er jeg væk.”
[wp-svg-icons icon=”location” wrap=”i”] FIND DIN LOKALE BEDEMAND
RING DØGNET RUNDT
