Bisættelse eller begravelse – hvad er forskellen?

Hvad er forskellen på en begravelse og en bisættelse?

De fleste vil sige “begravelse”, også selv om der er tale om en bisættelse efterfulgt af en urnenedsættelse eller askespredning over havet. Så hvad er forskellen på en begravelse og en bisættelse i virkeligheden?Forskellen ligger i, hvad der sker med kisten efter højtideligheden.

  • Ved en begravelse bliver kisten med afdøde sænket i jorden på kirkegården.
  • Ved en bisættelse køres kisten efter ceremonien til et krematorium, hvor afdøde kremeres. Efterfølgende bliver urnen nedsat i et gravsted – eller, hvis afdøde har ønsket det, spredes asken over havet.

I dag vælger over 85 % i Danmark en bisættelse, mens resten vælger en traditionel jordbegravelse.

Har afdøde ikke selv udtrykt et ønske i fx Min Sidste Vilje, er det de nærmeste pårørende, der træffer beslutningen.

Sådan foregår en begravelse

Ved en begravelse finder højtideligheden som regel sted i kirken i det sogn, hvor afdøde boede.

Efter ceremonien bæres kisten ud til gravpladsen, hvor præsten foretager jordpåkastelsen og siger de velkendte ord: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.”

Kisten sænkes i jorden, og graven dækkes efterfølgende med blomster. Mange familier vælger efterfølgende at samles til en mindesammenkomst for at mindes afdøde i mere uformelle rammer.

Sådan foregår en bisættelse

Ved en bisættelse finder højtideligheden typisk sted i kirken eller et kapel. Her foretages jordpåkastelsen af præsten inde i rummet.

Efter ceremonien bæres kisten ud til rustvognen, hvor de pårørende tager afsked, inden bedemanden kører den til krematoriet.

8–14 dage senere kan familien få udleveret urnen og afholde en mindre ceremoni i forbindelse med urnenedsættelsen – eller askespredningen, hvis det er afdødes ønske.

Kirkelig eller borgerlig højtidelighed

Er afdøde medlem af Folkekirken, har man ret til en kirkelig højtidelighed, som ledes af en præst. Familien aftaler salmer, bønner og ordlyd sammen med præsten for at skabe en personlig ceremoni.

Er afdøde ikke medlem af Folkekirken, kan der afholdes en borgerlig begravelse eller bisættelse. Her er rammerne friere, og ceremonien kan finde sted i et kapel, i et forsamlingshus, i naturen eller i eget hjem. Mange vælger musik, oplæsning, digte eller personlige ord, som afspejler afdødes liv.

Uanset valg står Begravelse Danmark klar til at hjælpe med planlægningen, så højtideligheden får den rette stemning og respekt.

Grav Ved Begravelse

Begravelse eller bisættelse uden ceremoni

Nogle ønsker en enkel afsked uden ceremoni. Det kan både være en begravelse eller en bisættelse, hvor afdøde lægges i kisten og køres direkte til kirkegården eller krematoriet.

Selvom der ikke holdes en højtidelighed, hjælper vi gerne med at arrangere en stille afsked, hvor familien kan være til stede, når kisten bæres ud eller urnen nedsættes.

Vi hjælper dig med at træffe de rigtige valg

At skulle vælge mellem begravelse og bisættelse kan vække mange følelser og spørgsmål. Vores bedemænd står klar til at støtte og vejlede dig i hele forløbet – uanset hvordan afskeden ønskes.

Du er altid velkommen til at kontakte din lokale bedemand hos Begravelse Danmark for en uforpligtende samtale.

33 13 75 40