”Tager Bedste en taxa til himlen”

– En børnebog, som også er for voksne
Mange af os er ikke gode nok til at tale med vores børn om døden, for det er et vanskeligt emne at tage op. Det ved vi her i Begravelse Danmark, og derfor har vi i samarbejde med forfatter Line Leonhardt og illustrator Jonas Sonne skrevet bogen ”Tager Bedste en taxa til himlen”. Denne fine børnefortælling henvender sig til hele familien og hjælper forældre til at åbne op for det svære emne, alt for mange viger udenom. Ofte er det faktisk os voksne, der er mest bange for at tale om døden.
”Tager Bedste en taxa til himlen” handler om Lily og Frej, der har mistet deres Bedste. Lily er bekymret. For får hun de 100 kroner, som hun blev lovet af Bedste, når hun fylder 8 år? Frej er mere interesseret i, om Bedste kan være nede i vasen. Lily siger, at Bedste tager en taxa til himlen. Men passer det mon? Og betyder det, at hun kommer på besøg en sidste gang til Lilys fødselsdag?”
Bogen er fortalt i øjenhøjde med de mindste i familien og stiller mange af de spørgsmål, som børn kommer på i mødet med døden. Det åbner op for en samtale på barnets præmisser.
Psykolog Preben Engelbrekts fortæller blandt andet, at:
”Mange forældre tror, at de skåner og hjælper børnene ved ikke at tale om døden, men i virkeligheden sker det modsatte. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det kan få alvorlige konsekvenser for børnenes opvækst, hvis du ikke taler med dine børn om døden og den sorg, der er forbundet hermed. En teknik, du kan anvende, er at læse børnebøger om emnet højt om aftenen. Døden skal naturligvis ikke tage overhånd, men den må for alt i verden ikke ignoreres.”
Preben Engelbrekt understreger dog, at samtaler om døden ikke må tage overhånd, ligesom det er vigtigt at holde pauser fra sorgen, hvis en af barnets nærmeste er døde. Hverken børn eller voksne kan holde ud at være i sorgen hele tiden. Lege, Tivoli-ture og gode grin er en vigtig del af sorgbearbejdelsen.