Halvandet år efter Elisabeth meget pludseligt mistede sin mand, fandt hun kærligheden på ny. Det har hun aldrig følt skyld over, men flere i hendes omgangskreds syntes, det var gået lige lovlig hurtigt. Snart skal hun giftes igen, så nu er der to mænd, hun elsker – en i himlen og en her på jorden.

 

Af Simone Brandt Hald

Det var en helt almindelig hverdag som enhver anden. Dagen forinden var Elisabeths mand, Michael, rejst på forretningsrejse til Holland. Hun havde kørt ham i lufthavnen, kysset ham farvel og vinket ham ud mod gaten. På daværende tidspunkt vidste ingen af dem, at det skulle blive den sidste gang, de så hinanden.

Dagen efter blev Elisabeth ringet op af politiet, som måtte overrække den grufulde nyhed om, at Michael var blevet fundet på sit hotelværelse ukontaktbar og svært hjerneskadet af de hollandske myndigheder. Elisabeth, deres fælles børn og Michaels familie kørte derned for at være hos ham, men der var ikke noget at stille op. Lægerne besluttede kort efter at slukke for den respirator, der holdt gang i Michaels vejrtrækning. Et døgn senere var han død.

”Han var sund og rask, og der var ingen tegn på, at han var syg. Det kom fuldstændig ud af det blå. Det var som at være med i en film, jeg ikke var til stede i. Som jeg kiggede på udefra,” husker nu 45-årige Elisabeth.

Sorgen kom haltende efter

I dag er det tre år siden, Elisabeth mistede sin elskede mand. De to havde holdt sammen i næsten 20 år. Undervejs havde de fået en datter, som blot var 12 år, da hendes far døde. Derudover havde Elisabeth en søn fra et tidligere forhold, som var så lille, da Michael og Elisabeth fandt sammen, at han altid havde betragtet Michael som sin far. Han var 19, da Michael døde.

”I starten handler det meget om at få styr på det praktiske. Jeg skulle skynde mig at finde et nyt job, for jeg var sygeplejerske og havde nattevagter, og det kunne ikke lade sig gøre med en pige på 12. Jeg skulle også finde ud af, hvordan vi fik Michael hjem fra Holland, og hvordan bisættelsen skulle forløbe. Det handlede meget om, hvordan jeg kunne få mine børn godt videre, ikke så meget om mig selv. Men da det hele faldt på plads, og mine børn havde genoptaget deres liv, kom chokket for mig. Et halvt år efter. Jeg vidste da godt, jeg havde haft det skidt, for jeg kunne ikke spise og rendte rundt som en robot, men jeg havde ikke haft tid til at mærke efter før nu,” fortæller Elisabeth.

Sorgen var overrumplende, da den først kom rullende. Det var ikke bare hendes børns far, hun var blevet tvunget til at tage afsked med alt for tidligt, men også sin ven og livsledsager.

”Det var, som om en del af min krop manglede. Jeg havde et hoved og nogle ben, men alt det derimellem var ikke-eksisterende. Jeg var ikke komplet længere. Sorgen ramte mig især omkring jul og nytår, hvor alle kysser deres partner ved midnat, og pludselig stod jeg der alene.”

Men helt alene var hun aldrig, for en håndfuld gode veninder kom hende til undsætning, hver gang tankerne blev for dystre.

”Gudskelov har jeg nogle rigtig gode veninder, som ikke er bange for at tale om døden. Mange af dem er sygeplejersker, og de var også gode til at give mig et kærligt spark bagi. De turde konfrontere mig og tale om mine bekymringer.”

Det var sådan, hun med tiden fandt modet til at kaste sig ud på datingmarkedet igen.

 

Bonusbørnene bar nag

Halvandet års tid efter Michaels død lod Elisabeth sig overtale til at få en profil på et datingsite.

”Jeg havde en gammel kollega, som var singlepige og tog på den ene date efter den anden, og hun blev ved med at puffe til mig. Så jeg tænkte, at det kunne da være meget sjovt at prøve af. Ikke fordi der behøvede at komme noget fast ud af det, men jeg havde brug for at føle mig eftertragtet igen. At der var nogen, der gerne ville mig.”

I bunken af mere eller mindre ucharmerende bejlere var der pludselig en mand, der stak ud fra mængden.

”Efter vi havde været på vores første date, vidste jeg, at det skulle være mig og Jørgen. Han var så naturlig og nem at tale med, grine med og snakke seriøst med. Der var nogle mænd, der følte sig truet af, at jeg stadig har en i himlen, jeg elsker, og som jeg altid vil elske, men det gør Jørgen ikke. Han har en kæmpestor forståelse for, hvordan jeg har det. Det var så stort for mig,” siger hun med grådkvalt stemme.

Lige siden har de to været uadskillelige. Men ikke alle har haft forståelse for Elisabeths nyfundne kærlighed. Michaels to voksne børn fra et tidligere ægteskab havde svært ved at acceptere forholdet. De havde en masse følelser i klemme, som det tog tid at overkomme.

”De var sure over, at jeg mødte Jørgen. Når vi var sammen, ignorerede de ham, og det var jeg frygteligt vred over, for det var ikke Jørgens skyld, at Michael døde, og jeg har ikke haft noget kørende med Jørgen, mens jeg var sammen med Michael. I starten følte jeg mig meget svigtet af dem, for der kom ikke nogen opkald fra dem, og de spurgte ikke, om de skulle hjælpe med deres mindre søskende,” siger Elisabeth og fortæller, at hun stadig ses med Michaels søn, men ikke med hans datter. De har dog aldrig set meget til hinanden, og datteren har kæmpet med psykiske problemer det meste af sit liv, så relationen er ret naturligt gledet ud i sandet.

”Det har ikke givet mig skyldfølelse, at jeg har fundet en ny. Michael og jeg har haft det godt, men vores kapitel blev ufrivilligt afbrudt, så jeg kunne ikke fortsætte på det kapitel, jeg var nødt til at starte et nyt,” forklarer Elisabeth.

Lev dit liv på dine præmisser

Resten af familien har taget pænt imod Jørgen. Faktisk var hendes svigermor den, der tog nyheden pænest. Men især én veninde var ret uforstående over for, hvordan Elisabeth kunne elske en anden blot halvandet år efter Michaels død, som hun formulerede det.

”En af mine rigtig gode veninder syntes, det var gået lidt stærkt med at finde en ny. Da jeg spurgte hende, hvad tidshorisonten var på den slags, havde hun ikke noget godt svar. Det er svært at sætte sig ind i, når man aldrig har stået i den situation selv, og man kan faktisk ikke tillade sig at dømme. Det rager ikke andre. Det er mit liv, og så længe mine børn kan acceptere det, jeg gør, skal det nok gå. Venner og familie må gerne give udtryk for, hvad de mener, de skal bare være forberedt på, at man ikke deler deres synspunkt.”

I lang tid efter dødsfaldet blev Elisabeth konfronteret med andres meninger og velmenende råd om alt fra kærlighedsliv til sorgproces og arbejdsliv. Nogle syntes, hun var for hurtigt ude af starthullerne efter jagten på kærligheden igen. Andre syntes, det var gået for stærkt med at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter bisættelsen. At hun ikke tog sig tid til at sørge. Men hvis der er noget, de sidste tre år har lært Elisabeth, så er det, at man som efterladt skal stå fast på sine egne behov.

”Det lyder frygteligt, når jeg siger det, men man er nødt til at være sig selv nærmest. For hvis man begynder at lytte til det, omgivelserne siger, kommer man aldrig videre. Hvis man begynder at bekymre sig om, hvad alle andre synes, lever man ikke sit eget liv mere, men alle andres. Da
Michael døde, følte jeg, at jeg blev mere syg af at være derhjemme, tankerne kørte rundt i hovedet. Så efter tre uger var jeg tilbage på arbejde, det var min måde at håndtere sorgen på. Jeg tror også, det er ligegyldigt, hvor lang tid der går, før man finder kærligheden på ny. Det handler bare om, at man når dertil, hvor man føler, man kan elske igen, så er det lige meget, om der er gået tre måneder, halvandet eller ti år.”

Bryllupsklokkerne ringer

Selvom Elisabeth igen har fundet sig til rette i livet og er glad og lykkelig, har Michaels død sat sine spor. Når hun ikke kan få fat på Jørgen, sætter katastrofetankerne straks ind.

”Jeg er ikke bange for at elske igen, men jeg er bange for at miste. At der skal ske Jørgen noget. Hvis han er lang tid om at ringe tilbage, kører det rundt oppe i mit hoved. Så bliver jeg nervøs for, at han har været med i en bilulykke eller noget i den stil,” fortæller hun.

Men frygten for at miste er den pris, man betaler for kærligheden, og kærlighed har hun i spandevis. Om mindre end fire måneder får parret endda papir på kærligheden, når de giver hinanden deres ja i kirken.

”Jeg er jo en moderne kvinde, så en dag over eftermiddagskaffen spurgte jeg Jørgen, om han ville gifte sig med mig, og det sagde han heldigvis ja til. Vi skal giftes til maj foran de allernærmeste, ikke noget stort og vildt og voldsomt,” siger Elisabeth og fortæller, at Michael og Jørgen helt sikkert ville have syntes om hinanden, selvom de i bund og grund er ret forskellige.

”Michael havde nok grinet lidt, hvis han havde mødt Jørgen, for de er hinandens totale modsætninger. Michael kunne ikke fordrage tatoveringer, Jørgen er spækket med tatoveringer. Michael var B-menneske, Jørgen er A-menneske. Michael var et rodehoved, og Jørgen er et ordensmenneske. Men jeg elsker dem begge højt.”

[wp-svg-icons icon=”location” wrap=”i”] FIND DIN LOKALE BEDEMAND

RING DØGNET RUNDT

52 112 112

DEN SIDSTE AFSKED

[wp-svg-icons icon=”arrow-right-3″ wrap=”i”] Læs mere om begravelsen