Jane Aamund: ”Mine nærdødsoplevelser har givet mig fred med døden”
Et langt liv med kræftsygdom har betydet, at døden til en vis grad altid har været tilstede i den danske forfatters liv. Men skriveriet har holdt dødsangsten for døren, og for Jane Aamund har hendes egne nærdødsoplevelser betydet, at hun i dag ikke frygter døden.
Allerede som lille pige måtte Jane Aamund vænne sig til tanken om, at hendes far skulle dø. Som 50-årig havde hendes far, Joseph Aamund, fået at vide, at han led af hjertekramper, og fra da af var faderen overbevist om, at hans dage måtte være tæt på talte. Så meget endda, at han købte sig selv et gravsted og en gravsten med inskriptionen: ’Joseph Aamund, født 14.10.1886 –’.
”Min far tog os (Jane Aamund og hendes brødre, Bjarke og Asger Aamund, red.) hver søndag med op til sit gravsted for at se, om det var holdt ordentligt. Det var virkelig for meget for små børn. Men han havde dødsangst selvom han levede til han var 80 år,” skriver den i dag 82-årige Jane Aamund i en mail.
En aggressiv kræftform i ganen med efterfølgende strålebehandling har betydet, at den danske forfatter har spisebesvær og en utydelig tale, der gør, at hun i dag foretrækker interviews over mail.
Allerede som 33-årig fik Jane Aamund konstateret forstadier til livmoderhalskræft. Senere, i midten af 90’erne, kom kræften i ganen og blot tre år senere fik hun konstateret brystkræft. Døden har altså om noget – ligesom i faderens liv – været tilstede i Jane Aamunds liv, men hun har ikke i samme grad arvet faderens dødsangst.
”Da jeg var ung var jeg bange for at dø fra mine små drenge. En ung mor, der har kræft, vil altid kæmpe for at blive hos sine børn. Men nu er jeg gammel, og mine børn er godt på vej,” skriver hun.
I 1977 debuterede Jane Aamund som forfatter, og siden er det blevet til lang række af bøger fra den folkekære danske forfatters pen, heriblandt ’Colorado-drømme’, som i 1997 indbragte hende de Gyldne Laurbær. Det er i alt blevet til over 40 udgivelser, og så sent som i år udgav hun erindringsromanen ’Samtaler om Natten’. Og netop forfattervirket synes at have spillet afgørende ind i Jane Aamunds evne til ikke at lade sig slå sig ud af de sygdomsforløb, hun har været igennem.
”Mine tre cancersygdomme har selvfølgelig været slemme at komme igennem. Stråleskaderne har været de værste. Men fordi jeg er forfatter og skriver hver dag i 4-5 timer, så glemmer jeg sygdommen og smerterne. Jeg lever mit liv dag efter dag og har lært at glæde mig over de positive ting.”
Som en astronaut, der var faldet ud af raketten
Et langt liv med kræftsygdom har betydet, at døden i en eller anden grad altid har været tilstede i forfatterens liv. Og en nat i 2016 kom den rigtig tæt på. Jane Aamund vågnede, og instinktivt vidste hun, at noget var helt galt. Hendes instinkt var korrekt. En fejldiagnose havde sat gang i et alvorligt hjerteanfald, og var det ikke for Jane Aamunds sygehjælper, der ved et tilfælde overnattede i huset i Lemvig den nat, er Jane Aamund sikker på, at hun var død den nat. Det mener hun faktisk stadig, at hun gjorde. Bare et øjeblik.
”Jeg følte, at jeg blev trukket op, og jeg kunne se det hele ovenfra. Jeg kunne se ambulancefolkene og følge det hele i ambulancen indtil jeg pludselig blev kastet ned i min krop igen (…) Men deroppe, hvor jeg havde været, var der hvidt lys og fred, og jeg svævede rundt som en astronaut, der var faldet ud af raketten,” skriver hun.
Ambulancemanden ved hendes side, da hun kom til sig selv, var sjov og flink. Han havde altid gene villet møde forfatteren, sagde han, hvortil Jane Aamund med galgenhumor svarede, at hun altså ikke lige var i humør til at signere bøger.
De fleste mennesker ville nok have været i en tilstand af chok, hvis de var vågnet op i en ambulance efter sådan en nærdødsoplevelse – men du havde overskud til vittigheder?
”Ja, fordi hele situationen var så surrealistisk. Min himmelflugt og min opvågning.”
Til Kristeligt Dagblad har du fortalt, at oplevelsen gav dig en fred i forhold til, når du en dag skal dø – hvorfor gjorde den det?
”Vi skal alle dø. Det er som om, at folk ikke er realistiske om døden. Jeg har haft andre nærdødsoplevelser, og det har givet mig en fred i forhold til døden. Men man vil alligevel altid kæmpe for livet. Det er ubehageligt, når man er i situationen for man er selvfølgelig bange for at forlade sine kære,” skriver hun.
Deres glæde er min glæde
Tilbage i 2014 vakte det en større debat, da Jane Aamund offentligt proklamerede, at hun efter et langt liv med kræft og de nu tiltagende smerter, sygdommen gav hende, var begyndt at planlægge en rejse til Schweiz, hvor hun kunne få aktiv dødshjælp.
Et ønske, der ikke blev ført ud i livet, blandt andet fordi forfatteren vurderede, at den schweiziske dødsklinik havde mere fokus på forretningen end mennesket. Det har dog ikke ændret hendes syn på aktiv dødshjælp.
”Jeg går stadig ind for aktiv dødshjælp, ja. Jeg har set for meget på de kræftafdelinger, jeg har ligget på. De fleste dør stærkt lidende og vil gerne have en stille og fredfyldt død. I sin tid havde vi samme debat om fri abort (Den fri abort kom til Danmark i 1973, red.). Jeg er ikke i tvivl om, at vi om et par år får aktiv dødshjælp.”
I dag er forfatteren alligevel glad for, at hendes dødsønske i 2014 ikke lykkedes. Selvom hun tidligere i år til Berlingske Tidende beskrev sig selv som ”en gammel veteranbil, der langsomt kører af sted med alle sine reservedele”, så har glæden ved at skrive de seneste par år opvejet sygdom og smerter. Og så glæder den 82-årige mor og farmor sig til jul og de små og store stunder, som livet har i vente.
”Jeg har lige fået et nyt knæ, så jeg ser frem til at gå en lang tur uden rollator og vågne uden smerter. Jeg får sondemad fire gange om dagen, og det er jeg ked af, for jeg savner rigtig mad. Men nu er det snart jul, og så må jeg se mine sønner og børnebørn spise al den dejlige julemad, jeg skal lave. Deres glæde er min glæde.”
Skrevet af Kasper Hornbeck
[wp-svg-icons icon=”location” wrap=”i”] FIND DIN LOKALE BEDEMAND
RING DØGNET RUNDT
[wp-svg-icons icon=”arrow-right-3″ wrap=”i”] Læs mere om begravelsen